Skriv en kommentar
Det er året 1989, og nye tider kaster sit lys henover Berlin, og den skelsættende mur, der står som et vartegn. Udenfor Stuttgart, på Theodore Roosevelt Army Base, driver Ray Elwood (Joaquin Phoenix) sin egen lille virksomhed ved siden af det kedsommelige militærliv. På papiret fungere han som bataljonssekretær, men bruher det emste af sin tid på en blomstrende sortbørsforretning, hvor alt indgår, fra rengøringsmidler, militærets egen, til hårde stoffer, der omdannes via et lille laboratorium, til den fineste kokain. Ray er sekretær for den bekymrende og kejtede kommandør Wallace Berman (Ed Harris), der synes at være lommen på sin kone, Fru Berman (Elizabeth McGovern), der på hendes mands vegne er meget ambitiøs, og gerne så at han steg lidt hurtigt i titlerne. Så Ray synes at have frit spil, for sin lille virksomhed, der også indvolvere et par af hans soldater venner fra basen plus en befaldende fra militærpolitiet, der er med til at transportere kokainen.
Men den slags møder altid udfording, og det sker da en ny oversergent Lee (Scott Glenn) ankommer uanmeldt til basen, og har det som sit erklærede mål, og rydde helt op. Ray mener at han kan håndtere Lee, men denne er fuldstændig upåvirket af bestikkerlser, og pludselig har Ray bragt sig selv i søgelyset. De er blevet fjender, midt i fredstid. Lee gør alt for at genere ham, men da Ray opdager at Lee har en datter, som også bor på basen, den oprørske Robyn (Anna Paquin), begynder han at gå ud med hende, selvfølgelig kun for at genere Lee mest muligt. Men Ray og Robyn har en del tilfældes, og Ray bliver rigtig forelsket. Da han så også ved et tilfælde finder for 5 millioner dollars våben, begynder Ray at miste lidt af overblikket, samtidig med en kompromisløs Ray, der er soldat helt ind til benet...
En noget anderledes militærfilm, der slet ikke har krigen som det bærende element, men fraværet af den, som her er så åbenlyst. Men indenunder hviler geværilden, aggresionerne, ligegyldigheden svømmer lidt rundt ovenpå. Det er en fremragende film, der bæres oppe af humør, alvor, og et insiterende spil af en altid veloplagt Joaquin Phoenix. Der er et kært gensyn at se Ed Harris ikke udfolde sig som stiv hårdkogt autoritet, den rolle har Scott Glenn overtaget, der er som klippet ud af western. Det er en film der køerre på mange forskellige planer, og tydeligt bærer præg af at være optaget på stedet. Desuden et fedt lydspor med blandt andet New Orders “Blue Monday”. Det eneste man kan undre sig over, er at filmen har været så længe undervejs. Go fornøjelse i tusmørket.
