Skriv en kommentar
Der kan næppe være nogen tvivl om Charles "Charlie" Chaplin's status i Hollywood. Han er helt oppe blandt de største stjerner. En legende, der både fremstod som et ydmygt, passioneret og ambitiøst menneske. Men først og fremmest var han en komiker af guds nåde. Hans humoristiske timing var så veloplagt og tidløs, at selv når hans film får repremiere i dag, skraldgriner folk stadig. Men han var også en utrolig dygtig dramatiker, og hans evne til at skifte stemning i scenerne i hans film, fra humor til drama, er noget af det, som jeg personligt elsker ved ham. Det ene øjeblik morer man sig kongeligt, og det næste øjeblik trænger de bittersøde tårer sig på. Han inkorporerede sin egen musik perfekt i sine film, specielt i talefilmen "Rampelys" (1952), som havde repremiere for et halvt år siden i Danmark, og det bekræfter bare endnu engang hans multitalent; at da han endelig gik over til talefilm, gjorde han det med overordentlig manér.
Den lille vagabond og blomsterpigen
"Byens Lys" er dog ikke en talefilm men en stumfilm fra 1931, og er et af hans mest elskede værker. Også af ham selv, da det eftersigende var hans personlige favorit. I filmen følger vi endnu engang den lille vagabond, der møder en fattig blind blomsterpige, og straks forelsker sig i hende. Han køber en blomst af hende, og samme aften, hvor han sidder og dagdrømmer på en bænk, stopper han en rig og excentrisk mand i at begå selvmord. Han bliver inviteret i byen af rigmanden, som er plørefuld, og da rigmanden dagen efter møder vagabonden, er han ædru og kan ikke huske vagabonden. Samtidig gør vagabonden alt, hvad han kan for at finde penge til blomsterpigen og hendes bedstemor, så de ikke bliver smidt ud af deres lejlighed, da de skylder husleje. Men vagabonden kommer selv i knibe, da han bliver beskyldt for røveri og overfald, da rigmanden endnu engang har mistet hukommelsen efter et par heftige byture.
Humor, kærlighed og samfundskritik
Hvis jeg skal tale lidt i klichéer, så er Charlie Chaplin og hans film lidt ligesom en god flaske rødvin, en virkelig god en; de bliver bedre og bedre med årene. For Chaplin anno 2017 er stadig ligeså hjertelig morsom, som han sikkert har været dengang han levede. Og i "Byens Lys" blander han perfekt humor, kærlighed og samfundskritik. Historien om den blinde og drømmende blomsterpige, som den godhjertede og naive vagabond forelsker sig i er hjerteskærende og bevægende, og den rammer direkte i hjertet, fordi den opsumerer de visioner Chaplin havde som kunstner. En mand, der ønskede at hylde de svage i samfundet. De unavngivende helte, der til trods for hård modstand og dårlige vilkår, alligevel formår at bevare optimismen og håbet om noget bedre. Den rige og excentriske rigmand fremstår som en komplet idiot, når han er ædru, men i sine berusede og selvmorderiske øjeblikke, hvor hans promille overstiger en næsten kriminel grænse, formår Chaplin at vise, at selv bag de mest kolde facader er der ofte en ulykkelig og ensom sjæl. Derfor virker rigmanden endnu mere tragisk, når han ikke kan huske vagabonden og deres sjæleknyttende byture sammen morgnerne efter.
Musik fra et multitalent
Chaplin's musik, som han selv komponerede til alle sine film, er i "Byens Lys" endnu et bevis på, hvilket multitalent han besad. Han overbeviser både med sjove cirkusfanfarer i de komiske scener, spændingsmusik med et glimt af selvironi i den famøse og ikoniske boksescene og de smertelige strygerarrangementer, hvor vagabonden og blomsterpigen kommunikerer inderligt med hinanden. Musikken går perfekt hånd i hånd med de følelser, som Chaplin vil formidle, og underbygger perfekt den skrevne dialog på biograflærredet.
"Byens Lys" er et af Chaplin's udødelige mesterværker, som skal nydes og føles i biografen.
