Skriv en kommentar
Carnage er baseret på det franske skuespil Le dieu du carnage, der efter stor succes i Paris, blev amerikaniseret og opført på Broadway i 2009. Polanski har prøvet det før. Det psykologiske drama Death and the Maiden fra 1994 var også baseret på et skuespil opført på Broadway. Polanski er mest kendt for sine psykologiske film om menneskets mørke paranoide sindstilstande som i Repulsion, The Tenant og Rosemarys Baby. Komikken har aldrig været den polske instruktørs hjemmebane, kun Blind Vej tilbage fra 1966 må siges at være den eneste vellykkede komedie i Polanskis ellers mesterlige karriere.
Så Carnage overrasker ved at være en gennemført sort komedie. Handlingen er simpel. To 11-årige knægte kommer op at skændes i en park, kort efter går den ene derfra med en flækket læbe og to knækkede tænder. Den tilskadekomne drengs forældre Penelope (Jodie Foster) og Michael (John C. Reilly) inviterer det andet forældrepar, Alan (Christoph Waltz) og Nancy (Kate Winslet) til et forsoningsmøde i deres hjem i Brooklyn. Egentlig blot for at de sammen kan udforme hændelsesforløbet på skrift til brug i forsikringssagen om de ødelagte tænder.
Da filmen starter er Alan og Nancy allerede på vej ud af døren, men Penelope og Michael insisterer på at de bliver til kaffe og kage. Penelope har nemlig langt mere på dagsordenen. Hun er den politiske korrekte forfatter, der er optaget af nød i Afrika og vil have Alan og Nancy til at erkende, at det nødvendigvis må være deres mangel på opdragelse, der har ført til voldsepisoden. Karrierekvinden Nancy bliver irriteret over hun skal dømmes som dårlig mor og endnu mere frustreret over manden, der virker fuldstændig ligeglad med sagen. Alans telefon ringer konstant, han er succesfuld advokat for medicinalindustrien og er i gang med at undvige en skandale om et præparat der har fatale bivirkninger. Michael har holdt sig i baggrunden som den bløde mand, men kommer pludseligt op i sit røde felt, da han overhører, at det tilfældigvis er disse farlige piller hans egen syge mor er på.
Sådan eskalerer Carnage sig langsomt i de 80 minutter filmen varer, og som udspiller sig i realtid. Alan og Nancy er flere gange på vej ud af døren, da handlingen tager en ny drejning og de igen er tilbage i lejligheden, hvor diskussionerne bliver mere og mere absurde. På overfladen er de pæne civiliserede borgere, men lige under lurer katastrofen i begge ægteskaber, og undervejs opstår der hele tiden nye alliancer på tværs af de fire forældre. Specielt i takt med at der kommer en flaske whisky på bordet. Sandheden kommer jo som bekendt fra fulde folk, og det ender i så barnlig en adfærd, at man krummer træer over de pinagtige situationer der opstår.
Når Carnage fungerer så fantastisk, skyldes det først fremmeste de fire skuespillerers gennemførte præstationer. John C. Reilly frembringer de mest komiske ansigtsudtryk i scenen, hvor han fortæller til de andres måbende ansigter, om hvordan han har smidt sin datters hamster ud på vejen, fordi han ikke kan fordrage den slags små kræ. Christoph Waltz, der brød igennem i Tarantinos Inglorious Bastards, spiller den snobbede advokat med en overbevisende fascistoid kynisme Forster og Winslet spiller hver især med en satirisk overbevisning de to karikerede kvinder. Det kan ofte gå galt når man filmatiserer et skuespil, der foregår i et lukket rum med kun få skuespillere. Kenneth Branaghs Dobbeltspil fra 2007 er et godt eksempel på, hvor gabende kedelige resultatet kan ende. Carnage er et eksempel på det modsatte. Det er underholdende fra start til slut, og Polanskis lille genistreg er at holde længden nede på 80 minutter. Hverken for lidt eller for meget, men lige tilpas til at filmen holder hele vejen. Filmåret 2012 er kun lige gået i gang, indtil videre er Carnage et godt bud på en af årets bedste film.
