Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er pænt sjældent at man vender en film-kassette om og ser at indholdet er en blanding af krigs-action og satire. Nu var der jo ikke voldsomme krigsscener i hverken MASH eller Allo Allo, og det er nu heller ikke fordi der er nogen direkte sammenligning i den henseende, for med deres dåselatter og fokus på oneliners, så er Catch-22 af en helt anden kaliber. Baseret på Joseph Hellers roman og med en spillefilm fra 70’erne er baggrunden velkendt for genrefans. Her er nemlig en helt anden alvor at spore, for vi befinder os under Anden Verdenskrig, hvor vores omdrejningspunkt er soldaten Yossarian, som er panisk angst for de bombemissioner i luften han er en del af.
Som et barn der nøjsomt tæller ned til juleaften, har han helt styr på hvor mange missioner han skal overleve for at slippe for krigens rædsler. Hans fokus er i allerhøjeste grad på at holde sig i live frem for at optimere sit job. Og præcis titlen Catch-22 refererer da også til den paragraf, som omhandler om man overhovedet kan erklæres egnet til at passe bombeflyvningerne. Alt skal prøves for at undgå endnu en tur i luftrummet over Italien, og derfor skal kokken blandt andet overtales til at hælde sæbespåner i suppen. Det er dog blot én af mange forsøg på at fingere sygdom og mental ustabilitet, for i den amerikanske hær er bureaukratiet nærmest enevældig og identisk med omvendt logik.
Et grotesk persongalleri med sure overordnede (bl.a. George Clooney), som hundser af alt og alle med lavere rang, giver en god kontrast til dagligdagens trængsler hos vores primære karakterer. Catch-22 er dog langt mere end en serie om hierarki, for kådhed ender i tragedie, pres ender i desperation og sådan kunne jeg blive ved. Serien emmer nemlig også af drama og eftertænksomhed. Det er ganske enkelt dygtigt udført og hvert af de seks afsnit glider ned med velbehag. Man både griner og forfærdes på samme tid, og den kombination er med til at Catch-22 er en serie man ikke sådan lige glemmer med det første. Ja, faktisk tager man sig selv i at heppe på en sæson 2, men der er altså tale om en afsluttet miniserie, som varer i omegnen af 17 kvarter.
Seriens cinematografi er så sandelig også værd at nævne. Bombetogterne er uhyggeligt livagtige og tidstypisk (forestiller man sig) grånuanceret. Det er lige før at man kan mærke lufthullerne og undvigemanøvrerne helt ud på sofarækkerne. Elskelige er også bifigurer som den kiksede Major Major Major (ja, det er han døbt), som alene på grund af navnet forfremmes til Major, sådan lidt mod sin vilje. Så er der den perfektionistiske kok, som elegant fremtryller det ene lækre måltid efter det andet tilsat italienske specialiteter. Midt i al det her morads finder vi altså Yossarian, hvis indre er et tilsvarende kaos. Han bliver vores fyrtårn i en noget alternativt fortalt historie om krigens triumfer og fiaskoer. Catch-22 redder sig fire fine stjerner herfra.
Bonusmaterialet består af en tredelt dokumentar om tilblivelsen samt en række slettede scener og fraklip.
Serien er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Paramount.
