Skriv en kommentar
Honey Whitlock (Melanie Griffith) er en snobbet og egocentrisk filmstjerne. Ved premieren til hendes nye film, bliver hun kidnappet af instruktøren Cecil B. DeMented (Steven Dorff) og hans filmhold. De vil bruge Honey som hovedrolle i Cecil’s nye ultravoldlige film der er vendt imod Hollywood. Dette er dog ikke en hel normal film, eller et helt normalt filmhold. De tager alle drastiske midler i brug for at få filmen til at være så realistisk som mulig, om det så betyder de skal dræbe eller blive dræbt.
Man kan ikke lade være med at synes at Cecil B. DeMented er en enorm plat film. Den kører på det platte fremfor det realistiske, og dette gør den mere komisk end anstødelig. Filmen ved udmærket godt selv den er plat dog, og det er gjort for at fremhæve et synspunkt, nemlig filmens tema. Det er et genialt virkemiddel, og jeg fandt da mig selv skraldgrinende op til flere gange. Problemet er dog at der ikke er en person i historien til at identificere sig med, de er alle lige sindsyge på hver deres måde, og desværre for forudsigelige.
John Waters har før instrueret film som Hairspray, Cry-Baby og Serial Mom, men her har han formået at gøre det umulige… at skabe en film man elsker og hader på samme tid. Den er så plat og dårlig at den er god. Hans instruktion og manuskript er ligeså vildledende og underlig, og det er klart en instruktør der vil vise sig at lave lignende film fremover. For han er i sit es her.
Skuespillerne spiller ligesom filmen er; så dårligt at de er gode. Dette er klart igen gjort med vilje, for selvom Melanie Griffith måske ikke er den bedste skuespiller, kan hun sagtens spille en rolle mere troværdigt end dette. Stephen Dorff har derimod mistet pointen hen af vejen, han spiller fantastisk, men er det godt? Det er også interessant at se den altid moralske Ricki Lake i en film som denne, og hun gør det faktisk ganske godt. Alicia Witt og Maggie Gyllenhaal (Den fantastiske Jake Gyllenhaal fra Donnie Darko’s søster) burde også nævnes. De har fanget deres roller perfekt, og jeg håber man får mere at se af dem.
Klipningen, kameraførringen, musikken, skuespillet og instruktionen er alt sammen lige dårligt på den førnævnte fantastiske måde. Man må sige at det endelig er lykkedes at skabe en film der er så dårlig at den er god, det er ikke noget der er set siden Ed Wood’s film. Man ønsker helt sikkert at få set den igen for den enorme underholdning, og de fine detaljer. En film man ikke burde gå glip af, hvis man vil opleve noget nyt.
