Skriv en kommentar
I 1975 havde danseren, koreografen og filminstruktøren Bob Fosse premiere på sin og tekstforfatteren Fred Ebb og komponisten John Kanders musical Chicago. Den blev en stor succes. Forlægget for musicalen var journalisten Maurine Watkins skuespil "The Brave Little Woman" (1926), der byggede på hendes egen dækning i avisen Chicago Tribune af 2 kvinders mord på deres respektive elskere engang i 20´erne. Det var ikke første gang nogen havde fingre i skuespillet: i 1927 kom den første (stum)filmudgave, Chicago, og i 1942 Roxie Hart med Ginger Rogers i hovedrollen. Hvad der er gennemgående og åbenlyst fascinerende ved forlægget er pressens/mediernes skamløse brug af morderskene og omvendt; der bygges en uskyldighedens mytologi op i offentligheden omkring de anklagede, der får afgørende indflydelse på domfældelsen. Vi kender problematikken i sin mest outrede og uhyggelige form fra Oliver Stones Natural Born Killers (1994). I Bob Fosses Broadwayudgave i –75 var det ikke overraskende korruptionen i statsapperatet der tematiseredes – tænk gerne Vietnamkrig og Watergate. Da den havde repremiere i 1995 var det retssystemet og offentligheden som showbusiness der fremstilledes. Det er her filmudgaven af musicalen Chicago tager fat.
Roxie Hart der er gift med en hårdarbejdende tørvetriller af en mand, har taget sig en elsker, nemlig ham der solgte ægteparret deres møblement (!). Elskeren har lovet Roxie at realisere hendes drømme om berømmelse som natklubsangerinde, men da det går op for hende, at det kun var for at komme i seng med hende, skyder hun ham resolut. I fængslet møder Roxie den feterede natklubsangerinde Velma Kelly, der er godt i gang med at pleje sin karriere ved at mytologisere sin forbrydelse – hun slog søsteren og sin elsker ihjel da hun opdagede, at de havde et forhold – godt hjulpet på vej af pressen og ikke mindst den slikkede succesadvokat Billy Flynn. Scenen er nu sat for kvindernes indbyrdes rivaliseren og forsøg på at få en showbizzkarriere ud af deres mord.
Chicago er instrueret af debutanten, koreografen Rob Marshall, der har nykoreograferet musicalen men bibeholdt musikken. I de mange dansescener omformes locations til teater/natklubshowscener (i modsætning til fx Dancer in The Dark (von Trier 2001), hvor dansen udfoldes ”on-location” – i øvrigt dødsdømmes en fattig ungarsk kvinde a la Selma i Chicago!); således synliggøres kvindernes drømme på det kraftigste. Alting er fejende flot; der danses og synges som kun amerikanere med broadwaytraditionens sans for rigtig showbizz under huden kan gøre det. Men showet løber af med både kvinderne og filmen, og en egentlig tragik udebliver, om det overhovedet var meningen at skabe en sådan. Man savner unægtelig den substans som mesteren Bob Fosse kunne bibringe den amerikanske musical-tradition og dermed bevise, at showbizz ikke er det rene overfladiske glitterstads; Cabaret ( -72) og All That Jazz (-79) står i dag som moderne filmiske musicalhovedværker der nok kunne være et gensyn værd - i begge film og også i spillefilmen Star 80 (83) behandler Fosse cocktailen død og showbizz. Rob Marshall har tydeligvis lært noget af Fosses frapperende filmiske montage, der er så effektiv i et univers af sang, musik og dans – filmen danser med – men dog uden at bruge den til stort andet end at blande og bekræfte den dødelige cocktail. Resultatet bliver at hovedpersonen Roxie Hart (Reneé Zellweger) og hendes konkurrent i fængslet, i pressen og i showbizz Velma Kelly (Catherine Zeta-Jones) aldrig træder i karakter men forbliver det de er i filmen nemlig fiktioner. I øvrigt virker Richard Gere som den slikkede forsvarsadvokat for de to kvinder direkte fejlcastet.
Den uskyld som Roxie i begyndelsen af filmen lægger for dagen omformes hurtigt ikke blot i mødet med fængslets realiteter men simpelthen af det show som filmen ustandselig gør hende til hovedperson i. Med lidt større fortællemæssig intelligens kunne filmens udsagn have været det ikke overraskende, at livet er et stort amerikansk broadway/hollywood-show. Men som det er nu, er Chicago tandløs og giver ikke stof til eftertanke, men det gør det unægtelig, at den nomineredes til 13 Oscars og indhentede de 6, bl.a. for bedste film.
