Skriv en kommentar
Tilbage i 1988 udkom dette mesterværk, som vandt en Oscar for bedste udenlandske film samt et hav af andre filmpriser. Filmen blev med den samme en klassiker, der hylder den traditionelle biografscene igennem en sød og herlig historie. I forbindelse med dens 30-års jubilæum er der mulighed for at gense eller endelig få set denne filmperle.
Italiens vidunder
Det er begyndelsen af 1980’erne. Den succesrige filminstruktøren, Salvatore di Vita ( Jaques Perrin) får overbragt beskeden ”Alfredo er død”. Nu begynder barndomsminderne at kommer frem, og Salvatore tænker tilbage på sin barndom i den lille italienske by Giancaldo på Sicilien. Han tænker især på det fortryllede ”Paradiso” som var en biograf, han altid befandt sig i. Det var fortryllende at se filmen og de spændende historier – og ikke mindst befinde sig i operatørrummet med Alfredo.
Sammenspil i verdensklasse
Skuespillet imellem den unge Salvatore, Salvatore Cascio, og Alfredo, Phillipe Noinet, er sublimt og det føles autentisk. Man kan mærke kærligheden, og Alfredo er den eneste faderfigur som Salvatore kender til. Det er dybt rørende og bevægende, og skaber den smukke humor og medmenneskelighed i filmen. Noget som vi har brug for i disse tider!
Et dejligt og velfortjent gensyn
”Cinema Paradiso” eller måske på dansk bedre kendt som ”Mine aftener i Paradiso” er et dejligt gensyn til gammeldags biografer. Hvor man skulle vente evigheder imellem filmene, et kys blev anset som yderst forbudt og en filmoperatør skulle have øjne på filmen og udstyret under hele perioden. Dette er aldeles anderledes til den digitale verden, vi udelukkende ser i dagens biografer.
”Cinema Paradiso” formår at finde de nostalgiske øjeblikke, både i forhold til en gammel biografære, men også til den menneskelige sårbarhed, da vi alle kan relatere til håb og drømmen om et bedre liv. Det er smukt, enkelt og ikke mindst sublimt.
