Skriv en kommentar
Lukas Dhont gjorde hurtigt opmærksom på sig selv med dramaet “Girl” fra 2018, som handler om den 15-årige transkønnede ballerina Lara. Filmen blev udvalgt til at være Belgiens bud på en Oscar for bedste internationale film. Den nåede dog ikke blandt de sidste fem nominerede, men vandt til gengæld andre fornemme priser. Her skal det handle om Dhonts blot anden spillefilm “Close”, som omvendt klarede sig gennem nåleøjet til en Oscar-nominering (i øvrigt sammen med “EO” og “The Quiet Girl”, som senest er blevet anmeldt her på CinemaOnline). Ingen af dem kunne dog hamle op med “All Quiet On The Western Front”, som var her, der og alle vegne. Ikke desto mindre, så er “Close” i sig selv et mesterværk uagtet konkurrencen, og her følger hvorfor. Hvis det her er niveauet allerede nu, så kommer Dhont til at stå med en gylden statuette før eller siden.
“Close” er en oplevelse, som jeg på ingen måde kan forberede dig på. I indeværende sæson har vi allerede haft en profileret film om brudt venskab, nemlig den mesterlige The Banshees Of Inisherin”. Men i “Close” er der ingen afklippede fingre, landsbytosser og husdyr indendørs. Her er en rå skildring af et enkelt uskyldigt spørgsmål, som får gennemgribende konsekvenser. Har du nogensinde haft sådan en rigtig god barndomsven, som du brugte al din fritid sammen med? Sådan en, som du sad ved siden af i skolen. Sådan en, som du altid fulgtes med på cykel. Sådan en, som du delte seng med, når der var overnatning. Sådan en, som du hviler dit hoved på, når du ligger i græsset og nyder solen. Sådan en, som du var så tæt med, at I nærmest var mere søskende med end en biologisk søskende. Sådan en, som kunne læse dine tanker og fornemme enhver følelse i dig. Sådan en ven har Leo og Remi i hinanden. Da skolen starter efter sommerferien, så bliver Leo og Remi dog konfronteret af klassens piger, der vil vide, om Leo og Remi danner par. De to 13-årige drenge afviser, som den største selvfølgelighed, men særligt hos Leo sætter alene det at få stillet spørgsmålet en rift i sindet. Den eneste sikre måde, som Leo føler er brugbar i forhold til at stadfæste, at Leo og Remi blot er bedste venner, ja, det er at trække sig fra Remi.
Bitte små tegn begynder at vise sig. Leo begynder at spille fodbold med nogle andre drenge i frikvartererne. Leo lægger sig på gulvet i stedet for i Remis seng, når de har overnatning. Cykelturene til og fra skole foregår heller ikke side om side længere. Selv en ting som samtaler mellem drengene forstummer på forunderlig vis. Et venskab synes under gradvis (dog minimal) opløsning. Et skår plantet udefra, for hverken Remi eller Leo har gjort hinanden fortræd. Her skal skuespilspræstationerne hyldes, for Eden Dambrine og Gustav De Waele er debutanter foran et kamera. Sikke en nerve, sikke en indlevelsesevne og mage til talent. De får “Close” til at fremstå lige så ægte som en dokumentar i realtid. En tredjedel inde i filmen er man allerede klar over, at man beskuer en funklende rubin.
Kravene må have været høje, for at Dhonts projekt skulle lykkes. Selv biroller som de mange klassekammerater til Leo og Remi er afgørende for at sikre en grundstemning i dette drama. Scenesammensætningen er uhyrligt nøje udvalgt og der er ikke en eneste af slagsen, som kunne undværes. En brutal coming-of-age-film med mange tematikker. Megen lærdom om ungdomsmiljø og tidstypiske modspillere i det omsiggribende pres, som den næste generation står midt i, kan udvindes fra “Close”. Den bør omgående skrives ind i pensum for enhver udskolingsklasse landet over. Et knytnæveslag i dine øjne, og når du igen kan se ud af dem, så kan du som den største selvfølgelighed spotte 6 glimtende stjerner. Én af dem skinner til stadighed på himlen…
