Skriv en kommentar
Cloud Atlas er en fortælling, om forskellige mennesker og deres forskellige skæbner i forskellige århundreder. Men deres historier hænger alligevel sammen. Vi møder den unge advokat Adam Ewing (Jim Sturgess) som redder en flygtet slave (David Gyasi). Vi møder komponisten Robert Frobinser (Ben Whishaw), som skriver en symfoni, der giver ham lyst til at dø. Roberts elsker Rufus Sixsmith (James D’arcy) betror sig til journalisten Luisa Rey (Halle Berry). Vi møder hyrden Zachry (Tom Hanks), som indgår en aftale med den altvidende Meronym (Halle Berry). Vi møder Sonmi-451 (Doona Bae), som går sin død i møde for at fortælle sandenheden om verden.
Cloud Atlas vil gerne fortælle, at der er en mening med os alle. For det ville jo være forfærdeligt, hvis alle vores skæbner og historier var ligegyldige og tilfældige. Filmen viser at vi alle er forbundet. At vi ikke kan kontrollere vores eget liv. Vi er afhængige af hinanden og at vores skæbner på virker hinandens.
Der bliver sprunget for meget frem og tilbage i historien. Til tider når vi knap nok at være et minut hos en karakter inden vi springer frem eller tilbage i tiden til en anden. Det er helt fint, at vi ser hvad der sker i 2012 samtidig med hvad der sker i 1973, men i længden bliver det for meget. Hvis Cloud Atlas havde været kortere havde den måske kunne bære disse hop i tiden, men med sin næsten tre timer lange spilletid, bliver det kedeligt og uinteressant i længden.
Skuespillerne har flere forskellige roller, hvilket ikke gør det så irriterende, som det kunne lyde. Det bidrager egentligt bare til, at det er nemmere at forbinde rollerne og deres skæbner. Samtlige skuespillerne gør det godt, de er gode til at skille deres karakterer fra hinanden, så de ikke er ens.
Der er desværre alt for få sjove replikker, men de få tilstedeværende er så alligevel også sjove. En replik som ”Han er værre end gonoré, men nemmere at slippe af med” bidrager kærkomment til filmens ellers humorløse univers. Sådan er humoren i Cloud Atlas: små fjollede bemærkninger.
Cloud Atlas vil gerne fremstå magisk, mystisk og episk. Men det lykkedes bare aldrig helt. Dog kan man give instruktørerne Tom Tykwer, Andy og Lana Wachowski et applaus for deres ihærdige forsøg. Cloud Atlas bliver alt for emotionel og sukkersød, og konkluderer at lige meget hvor godt eller dårligt et liv man har haft, så ender det hele godt. Selvom du er død, er der en mening med det: for det har nemlig en virkning på en andens skæbne.
