Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
På den ene side er det vigtigt at huske banebrydende kunstnere og værker. På den anden side kan det, der i sin tid blev betragtet som opsigtsvækkende og provokerende kunst i forhold til nutidens voldsomme filmeffekter og standup comedy fremstå næsten stuerent. Der er dog bestemt grund til at more sig og blive overrumplet af det, der stadig helt tydeligt stadig er udtryk for politisk ukorrekthed.
’Coonskin’ fortæller med levende skuespillere historien om Randy og hans cellekammerat Pappy, der har held til at bryde ud af fængsel. I skyggen af fængslet venter de på deres makker Samson samt Preacherman, som skal hjælpe dem med at nå helt ud i friheden. Mens de venter fortæller Pappy historien om Brother Rabbit, Brother Bear og Preacher Fox, der efter en tvangsauktion oplever, at deres hjem bliver forvandlet til et bordel. De bryder og og søger mod Harlem, som bliver udlagt mytisk som hjemstedet for alle sorte. Denne del af historien bliver fortalt i animationssekvenser, lagt oven på almindelige, ’levende’ filmoptagelser.
Virkeligheden viser sig at være grum. I første omgang havner trioen i et drabeligt opgør med Simple Savior, en plattenslager af en ’revolutionær’ leder, hvis hovedbudskab er det retfærdige i at dræbe hvide mennesker. Et budskab, der bliver understreget ved et vækkelsesmøde, hvor lederen med skudsalver gennemhuller billeder af 3 ikoner på hvid kultur: John Wayne, Elvis Presley og Richard Nixon.
Brother Rabbit ender med at overtage biksen efter Simple Savior, hvilket sætter ham i spidsen af så godt som alt organiseret kriminalitet. En udvikling, der ikke fuldt og helt falder i konkurrerende banders smag og som derfor fører til flere opgør. Ikke mindst det endelige opgør med Godfather, der holder til i undergrundsbanen sammen med sin kone og sine bøsse-sønner.
’Coonskin er en lang kædereaktion af stereotype person- og miljøskildringer, der på overfladen kun rammer sorte, men som bestemt også vender sig mod hvide stereotyper i almindelighed og mod sydstatsfolk, italienere og jøder i særdeles. Der bliver malet med den bredest tænkelige pensel med et udtryk, der langt fra en Disneys animations-nuttethed, som det overhovedet kan lade sig gøre. For at understrege pointerne, bliver filmens skurke fremstillet grove, fortegnede og i en skarp og enkel streg, der lader figurerne emme af karakter. Specielt vil jeg fremhæve en drømmesekvens, hvor en enlig mor beretter om det at blive forladt i en pastiche over George Herriman, der fra 1913 til 1944 tegnede den forrygende tegneserie, Krazy Kat.
Da ’Coonskin’ i sin tid havde premiere, blev den mødt af voldsomme protester fra organisationen Congress of Racial Equality (CORE), der fandt dens billede af sorte racistisk og krænkende. Bakshi, der selv i sin barndom havde oplevet at være eneste hvide elev i en sort skoleklasse i Foggy Bottom, der overvejende var befolket af sorte, undrede sig stærkt. Ikke mindst for COREs aktivister havde mere travlt med at smide røgbomber mod kontorer for Paramount – end med rent faktisk at have set set filmen. Filmen blev desuden med få undtagelser mødt en overvejende negativ kritik. Den oprindelige distributør, Paramount, anede problemer og overlod rettighederne til Bryanston Distribution, der gik konkurs kort tid efter premieren.
’Coonskin’ var banebrydende i sine voldsomme effekter, der pludselig viste animationsfilm, som noget, der også kunne interessere voksne. Den var ligeledes banebrydende i sit opgør med stereotyper og den kvælende politiske korrekthed, der dengang - 1975 – som nu truer med at lukke den kreative luft ud af kulturel udfoldelse – uanset hudfarve.
Filmen er venligt stillet til rådighed af Another World Entertainment
