Skriv en kommentar
Den afdøde canadiske sanger og poet, Leonard Cohen, har en smuk sang, hvor han bl.a. synger: There is a Crack in Everything, thats how the Light gets in - og som det siges i slutningen af den berørte dokumentarfilm: HÅBET HOLDER LÆNGST. At se lyset. Det mindste lys og glædes.
Simon Lereng Wilmont har de sidste 7-8 år fået lov til at følge børn på et hjem, hvor næsten alle er svigtet af en alkoholiseret moder – og det imponerende ved filmen er, at selv om Østukraine i alle årene har været i borgerkrig, så høres ikke et eneste skud. Vi skal fokusere på de menneskelige tragedier – hvor børn igen og igen ringer hjem til moderen, men ingen kontakt – og så bedstemoren, som kan fortælle, at mor er begyndt på vodkaen igen. En meget stærk scene er, hvor den 8-årige Eva endelig får telefonisk kontakt og moderen siger, at nu har hun fået en ny kæreste på kun 31 år – og Eva spontant og voksent siger: ”Han er da alt for ung til dig.” – hvorefter hun igen leger med sæbebobler med sin veninde. Og Wilmonts tillid, at han får lov til at filme den 12-13-årige Kolya, mens han i smug ryger flere cigaretter og fortæller om forældrene, hvor der sidst var en kniv med i dramaet og blod på gulvet. Kolya bliver kontaktet af to politibetjente, som truer med at flytte ham, hvis han stjæler for ottende gang – og senere tager de ham med, mens han omfavner sine to mindre søskende – det er hans eneste opgave at passe på de to små – men han må væk, mens vi også har set ham lave tatoveringer på sig selv med A-C-A-B: All Cops Are Bastards.
Der er fuld opbakning fra børnehjemmets ledere, som næsten er i døgndrift, og åbent taler om de ni måneder de har til hvert barn for at føre dem videre – mens de skal lytte til et barn, der roligt i en grum scene forklarer et andet barn næsten i en krystalkugle, at hendes mor vil dø og så vil du blive adopteret af en plejefamilie, der vil gøre dig til deres slave – du vil begynde at drikke kraftigt, og dine børn kommer på det børnehjem. Et uhyggeligt velkendt mønster.
Simon Lereng Wilmont lavede i 2017 den betagende film fra Østukraine om den 10-årige Olegs Krig - hvor hans opvækst hos bedstemoren, som knuger sig til ham, når han har mareridt om natten – da der er krigsscener i nabolaget – og Oleg skal lære at blive en voksen mand uden forældre. Hans ensomme gang hos Alexandra og hans legen soldat og den tankevækkende bedstemor.
Det er tankevækkende så tæt et forhold Wilmont får til de børn, som om de næsten ikke ser, der er et kamera – når de fortæller historier om forældres drukproblemer – og pigen, der grædende omfavner lederen, da hun har lavet en aftale med bedstemoren, som vil hente hende næste dag og har fået forældremyndighederne. Og så får at vide: ”Du kan altid komme tilbage” – og det er filmens styrke, at børnene bliver taget alvorligt. I mange billeder siger de tomme ansigter mere end ord. Og vi kan sige: ”Håbet holder længst.”
