Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I den gængse Hollywoodske kærlighedsfortælling er de involverede parter gerne smukke, unge, naturlige, velfungerende – og normale. Ja okay, i de bedre Hollywoodske kærlighedsfortællinger har de da gerne lidt kant og måske et par halvdøde lig i lasten, men på bundlinjen: normale.
Nu er normalitet jo et spørgsmål om synsvinkel, men i generel samfundsoptik tilhører de to hovedpersoner i Crazy in Love ikke gruppen, ’normale’. Donald Morton og Isabelle Sorenson lider begge af Aspergers Syndrom, en variant af Autisme. Spillet af Josh Hartnett og Radha Mitchell – der vel nok kan karakteriseres som både unge og smukke, alt efter præferencer – men som her er overraskende overbevisende i den til at starte med herligt kejtede kærlighedshistorie.
Han som Donald – lynende begavet talgeni, men hæmmet socialt væsen – der fungerer som en form for torvholder for en selvhjælpsgruppe. Ind i den træder hun, Isabelle, der med sin frembrusende fandenivoldskhed med det samme skaber splid blandt pigerne, mens hun med sit attraktive ydre betager fyrene. Donald falder øjeblikkeligt for hende, men uden sociale kompetencer i bagagen er det ikke sådan lige at få sagt.
Crazy in Love – ja, lad os lige dvæle et øjeblik ved den håbløst uoriginale ’fordanskede’ titel på filmen, der originalt hedder Mozart and the Whale. Bare en stille bøn: Lad nu være med det! – men tilbage til substansen, Mozart and the Whale er i sin første halvdel et ret så charmerende bekendtskab. Filmen leverer ikke et dybere psykologisk indspark om det, der vel sagtens kan betegnes som et tabu; kærlighed – og sex – mellem handicappede, hvad enten det er psykisk eller fysisk. Men den foregiver det heller ikke. Det er muntert uden at være komedie. Donalds kejtethed over for Isabelle er varmt og sjovt, men ikke antydningsvis latterliggørende.
Det er her, mens Donald og Isabelle, forsøger at etablere noget, der minder om et forhold, at Mozart and the Whale fungerer. Bedst i forbindelse med deres første date til Halloween, hvor Donald iklædt en hval funderer over sin egen timelange forsinkelse – ”I’m late, which is ironic, because I started out 9 hours and 23 minutes early” – eller i optakten til deres første seksuelle oplevelse sammen, der med meget meget simple midler i dialogen blænder.
Men herfra er det så, at filmen forcerer sin historie alt for kraftigt. Snart er de et par og har lejet et hus sammen. Et halvhjertet forsøg på at vise en kamp om at være den, man nu engang er, falder til jorden; Isabelles hysteri overstråler hendes charme og Josh Hartnett kastes ud i en mere alvorlig tilgang, som han ikke mestrer nær så godt som den kejtede Donald.
Men inden Mozart and the Whale når så vidt har den overrasket positivt med en på mange måder ret simpel kærlighedshistorie.
EKSTRAMATERIALE:
En udmærket bag om kameraet, samt trailers for denne og andre film.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
