Skriv en kommentar
Det er ikke så tit, vi ser spøgelseshistorier på film mere. Efterhånden er det noget, der mest har udviklet sig i en japansk retning med små, afdøde piger, der kravler ud af fjernsyn, hvilket så sandeligt også er uhyggeligt nok. Alligevel er det første mange tænker på, når man siger spøgelseshistorier, hvide, gennemsigtige damer i gamle, store huse. Og det er disse rødder, som Guillermo del Toro har søgt mod i sin seneste film.
Skønheden og uhyggen
Året er 1901, USA sprudler i sin position som Den Nye Og Efterhånden Ret Etableret Verden. Edith Cusing, datter af en selvgjort-er-velgjort ny-rig mand, vil være forfatter og frigjort nok til at skrive andet end kærlighedsromaner. Hun vil skrive spøgelsesromaner, for hun har selv mødt et i form af hendes mor, der døde, da Edith var lille. Der er dog stadig folk, der mener, at det ikke passer sig en kvinde at skrive om spøgelser, så da hun møder briten Sir Thomas Sharp, der synes, det lyder som en spændende idé, er hun solgt. Efter hendes fars bratte død, gifter hun sig med Thomas, og tager med ham til England for at bo på hans gods, der dog viser sig at være temmelig faldefærdigt og fuld af hemmeligheder. Selvfølgelig, fristes man til at sige. På godset bor også Thomas’ søster, Lucille, der er omsorgsfuld, men måske har skjulte bagtanker. Snart begynder Edith at opleve sære ting på godset, der minder hende om noget, hendes mors spøgelse vist nævnte noget om engang.
Spøgelseshistorien, der gik igen
Spøgelser er i deres natur spændende! Hvad vil de, hvorfor er de her, er de farlige? Samtidig bruges de, som Edith selv gør opmærksom på, ofte som en metafor for fortiden. Desværre må man i dette tilfælde sige, at man også kan blive lidt for optaget af fortiden, for der er tilsyneladende ikke skyggen af en original idé i denne spøgelseshistorie. En standhaftig pige, der forføres af den fremmede, der roser hendes initiativ; den sære, jaloux søster; spøgelser der advarer om fremtiden; spøgelser der advarer om fortiden, what else is new? Spøgelser er som sagt ofte netop spændende og skræmmende, pga. det, man ikke ved om dem, men når plottet er forudsigeligt berøver man langt det meste af deres kraft, og det eneste, de har tilbage at skræmme med, er unaturlige, pludselige bevægelser og bratte lyde. Og det er svært at accepterer, for de fleste havde nok forventet mere af manden, der har lavet den fremragende Pans Labyrint, hvor det overnaturlige har stor symbolsk vægt og tvetydighed. Her virker det hele mest bare som en gimmick.
Hverken bø eller bu
Som sådan er filmen ikke dårlig. Den er stemningsfuld og stilistisk flot, og skuespillet er fint. Men hvis man har set bare et fåtal af thrillers og gysere, så kan denne film ikke byde på meget nyt, ikke mindst fordi manuskriptet ikke er specielt stærkt. Flere steder virker plottet som om, man har bøjet det efter, hvad man lige havde brug for, fremfor at lade det udvikle sig af sig selv. Nogle ting sker helt ekstremt belejligt for karaktererne, mens andre sammenhænge er så tydeligt, at det får karaktererne til at lige nærsynede klaphatte, siden de ikke regner det ud eller reagerer på det. Selvom filmen har steder med gys og er ganske visuelt flot, så kan man altså ikke bare genskabe en klassisk gammeldags spøgelseshistorie uden at tilføje noget nyt, hvis man vil opnår mere end noget middelmådigt.
