Skriv en kommentar
Papfar vs. svigersøn
Det er et kendt problem, der er omdrejningspunkt for Cyrus – både kendt fra filmens og den virkelige verden. Da Molly (den underskønne Marisa Tomei) får en ny kæreste, John (den knapt så skønne, men meget velspillende John C. Reilly), er alt tilsyneladende godt, selv om hun har en voksen søn, Cyrus (Jonah Hill). Men helt aldeles uundgåeligt spidser tingene til, for det er aldrig let for en søn at forene sig med en sådan omvæltning. Pludselig skal Cyrus have en faderfigur i sit liv og skal, ikke mindst, give afkald på en stor portion alenetid med sin mor. Og ja, så har man et velkendt problem: jalousi.
Til trods for dette velkendte set-up, føles Cyrus dog aldrig som en film, man har set før. I traileren lægges der stor vægt på de to mænds kamp om kvinden; en kamp, der bliver kæmpet uden hun er klar over det. Det er ofte morsomt, når John og Cyrus prøver at spænde ben for hinanden, men heldigvis bliver det aldrig en falde-på-halen komedie, som der ellers kunne være tegn på. Filmens klare styrke – og det der mere end noget andet hæver dens niveau fra middelmådigt til højt – er dens alsidighed: der er en konstant vekslen mellem de humoristiske scener og de oprigtigt alvorlige, hvor vi er tæt inde under huden på både John og Cyrus. Vi forstår deres frustration og tror på den, også når tingene løber af sporet. Det er her filmen overrasker. Og det lykkes kun fordi skuespillet og dialogen er fremragende. Karakterernes dybde individualiserer dem og fjerner dem fra deres arketypiske optegninger.
Og er virkeligheden ikke sådan? Nogle gange fungerer det godt mellem papfar og mors børn, andre gange ikke. Men det er nok de færreste familier, der kan tage en faderfigur ind uden problemer undervejs. Cyrus behandler netop denne problematik. Skjult som en lille, flad komedie, giver den et solidt (og morsomt) billede på, at det kræver store ofre af alle implicerede at få en ny familiesammensætning til at fungere.
Sublimt skuespil
Det er skønt at se den kluntede John C. Reilly, som man måske genkender fra en eller flere af hans utallige biroller, og den smukke Marisa Tomei forelske sig gensidigt. Hun giver sin rolle tilpas meget skrøbelighed og usikkerhed til at gøre det troværdigt, og han er humoristisk og skarpsindig, hvilket gør overscoringen (for det er det sgu!) mulig. Som han selv siger: ”I’m Shrek! What are you doing out here in the forest with Shrek?”
