Skriv en kommentar
I 1992ernes Los Angeles i april stod 4 betjente sigtet for voldsomt overfald mod sorte Rodney King. Den endelige kendelse medførte kaotiske tilstande og oprør i stor stil. Dette er en sand historie. Dark Blue er bygget på og omkring Rodney King-sagen, idet vi følger en række personer indenfor politikredsene, samtidig med at sagen går sin gang. Det store tema er den alt for høje korruption og hang til ”ufine metoder” som er blevet L.A.P.D.’s varemærke.
Et overfald på en døgnkiosk, der endte med en veritabel nedslagtning af tilfældige mennesker, bliver Eldon Perrys (Kurt Russel) og Bobby Keoughs (Scott Speedman) nye sag. Eldon er en gammel ræv i som politimand og kender alle knebene, alle kontakterne og ikke mindst alle folks små beskidte hemmeligheder som han kan bruge som pressionsmiddel. Bobby er ny i faget og som Eldons partner er ivrig efter at komme ud og rydde verden for de slemme drenge. Deres nye sag viser sig dog at føre dem tilbage til politistationen, hvor de står overfor den virkelige og meget reelle korruption, som løber fra top til bund i systemet. I forløbet finder Bobby ud af at hans partner heller ikke er alt for fin i kanten.
Dark Blue er instrueret af Ron Shelton som gav os Tin Cup (1996) og White Men Can’t Jump (1992). Shelton bruger nogle filmteknikker som giver filmen et meget livligt og realistisk præg, og der er ikke lagt en dæmper på den vold der kommer til udtryk gennem hans stil. Filmen er inspireret af en bog af James Ellroy, som også kan krediteres for L.A. Confidential (1997), der var en stor succes. Dark Blue er en film som ud over den egentlige handling meget skildrer menneskers personlige problemer og svagheder, og det gør det til en ret krævende film for skuespillerne, end hvis det bare havde været en tilfældig politi-og-røvere historie. Folkene bag filmen har dog formået at få fat i de rigtige folk til jobbet idet Kurt Russel, som man måske nok kan betragte som primært en actionstjerne, med sin veltalende og emsige stil formår at skildre Eldon Perry ret godt. Scott Speedman har en lettere intetsigende rolle, så han er nærmest bare fyld. Derudover er folk som Brendan Gleeson, Gangs of New York (2002), og Ving Rhames, Pulp Fiction (1994), med til at give filmen et ryk opad skuespilsmæssigt.
Som nævnt så er temaet i denne film korruption. Den er alle vegne og visse steder nærmest total. Men samtidig tager den også temaer op som racisme, politibrutalitet og hverdagens problemer, idet alle vigtige karakterer har med disse at gøre i mere eller mindre grad. Man sidder næsten og får kuldegysninger af hvor hård og kynisk en verden der beskrives med Dark Blue. For det er det den gør. Eldon og Bobby færdes i den værste slum med de hårde drenge, men det er ikke nødvendigvis værre end hvad de selv går og foretager sig.
Filmen er desværre mærkbart amerikansk. Det er nogle interessante temaer der bliver taget op, men stereotyperne er for markante. For eksempel er alle hvide politimænd nogle racistiske slyngler og alle de sorte af slagsen er engle der kæmper de godes sag. Der er gjort meget for at man ikke har en chance for at misforstå hvad der sker. Næsten for meget. Men interessant er den og kan med sin hårde stil godt sætte nogle tanker i gang hos seerne.
