Skriv en kommentar
En nutidig fransk sag, hvor Castella (Jean-Pierre Bacri) der er i sin bedste alder, i fyrrene, direktør i sin egen fabrik, og er midt i en profitgivende tung forhandling med iranske kontakter, hvilket gør at han må begive sig rundt med en bodyguard, Moreno (Gérard Lanvin). Hans privatchauffør Deschamps (Alain Chabat) og Moreno´s venskab udvikles langsomt i deres fælles skæbne, at tjene den rutinerede, men også lidt livstrætte Castella. Konen er indretningsdesigner, og Castellas hjem bærer bevisbyrden på hendes udfoldelser, hvor tunge blomsterdraperier, gardiner, tapetet , alt har stortset det engelske victorianske over sig, og virker næsten kvælende, ihvertfald på Castella. På grund af forhandlingerne med de iranske forretningsmænd, må Castella bide i det sure æble, og søger derfor en privat underviser i engelsk. En høj middelalderlig dame Clara Devaux (Anne Alvaro) dukker op på hans kontor, men kemien er der ikke rigtig, og Castella skuber ligesom problemet tilside.
Samtidig møder Deschamps, chauførren, et engangsknald Manie (Agnés Jaoui), som han ikke kan huske navnet på, men det kan hun, og de mødes senere på aftenen. Hans afsavn fra kæresten, der er i USA, og som han ikke har hørt fra i lang tid, præger ham dybt. Han tager hende med til en café, hvor hun møder Moreno, bodyguarden, og der er straks en tråd imellem dem. Hun opgiver straks den lettere apatiske Deschamps til fordel for Moreno, der er mere nærværende.
Samtidig forvilder ægteparret sig i det lokale teater, en fiks idé, hvor Castella pludselig med et bliver betaget af hovedrolleindehaveren. Han opdager til sin overraskelse, at det er den selvsamme engelsklærerinde, der falagde ham et visit på kontoret. Castella ansætter hende straks som underviser, og vikles langsomt ind i hendes mere kunstneriske, åndelige og tildels også lidt krukkede tilværelse, og har samtidig svært ved at skjule sin hengivenhed, hvilket hun ikke deler. Han bliver ved egen påtrængenhed introduceret for hendes kunstmæcer. Og da han køber et billede af en ung minimalistisk maler, opstår krisen i hjemmet, og tilværelsen forandres pludselig afgørende.
En velspillet og godt instrueret fransk film, der på forbilledligvis har en hverdagsrealisme over sig, og man føres sikkert rundt i de forskellige miljøer, der også spiller op mod hinanden. Humøren er lettere afdæmpet, og derved styrkes den, i de tiltider aparte, men genkendende situationer. Filmen vandt 4 César-priser, for bedste film, bedste mandlige birolle Gérard Lanvin og kvindelige birolle Anne Alvaro, og bedste manuskript. Instruktøren Agnés Jaoui, hendes debutfilm, spiller selv den fremragende Manie. Lidt af et kunststykke at slippe så godt med begge dele.
