Skriv en kommentar
Der er opstået en teknisk fejl, som har ødelagt landingsstellet for passagerflyet Peninsula Flight 2549. Derfor cirkler flyet over Toledo i åbningsscenen. Piloterne venter på at få tilladelse til at nødlande, men alle lufthavne er spærret. De tre homostewarderne Joserra (Javier Cámera), Fajas (Carlos Arecas) og Ulloa (Raúl Arévalo) har pacificeret passagerne på anden klasse med sovemiddel. De forbliver uvidende om den livsfarlige situation hele filmen igennem. Passagerne på business class er split vågen. En clairvoyant, Bruna (Lola Duñas) lugter med det samme død, idet hun træder ind i flyet. Hun opsøger piloterne i cockpittet og fornemmer, at noget er galt.
Stewarden Joserra er traumatiseret efter en frygtelig hændelse i selvsamme flymodel, hvor det endte med dødlig udgang og en stor fed løgn over for pressen. Derfor er han ikke i stand til at lyve mere og har svært ved at skulle underholde passagerne på business class. Det er kun en håndfuld, som flyver på business class. Til gengæld fylder de meget med deres kæmpe ego’er, individuelle problemer og behov.
Små spanske forviklinger
Åbningsscenen visualiserer passagerflyets hierarki og bureaukrati. Det lange passagerfly filmes ovenfra med overlagt overdrivelse. Flyet virker enormt langt og stort – et fallos-symbol. Vi befinder os også i Almodóvars filmunivers. Groft sagt kan man godt opdele flyet i tre niveauer. Passagerne på anden klasse udgør den største gruppe. De sover og har ikke krav på at vide sandheden. Modsat business class. De kan inden for en EU-kontekst opfattes som teknokraterne, som ikke kan manipuleres med, og de har krav på sandheden i kraft af deres magtfulde positioner. De har arbejdet sig op ad samfundsstigen og har opnået magt, status og rigdom. Flyets cockpit udgør den absolutte magt. De to piloter bestemmer, hvornår alle passagerne informeres om den penible situation.
Mens flyet cirkler begynder business klassen at fortælle deres individuelle historier, som får facaden af deres stive jakkesæt, kulørte kjoler og reserverede ansigtsudtryk til at komme om bag personerne. Det bliver dog aldrig en dybere kortlægning af personerne, men historierne har det til fælles at miste et elsket mennesket og at ofre nogle moralske sider af sig selv for at nå sine karrieremål.
Det mest signifikante symptom på deres behov for at glemme individuelle problemer eller undgå konfrontationer er deres indtagelse af stærke cocktails og sjusser på hele flyturen fra de letter til de lander.
Tom filmtitel
Instruktøren Almodóvar indleder filmen med, at al i denne film er fiktion. Det forekommer sjovt og publikum i biografsalen griner, men det er næsten det sjoveste i hele filmen. Humoren i komedien udebliver.
Et frisk indslag i filmen er de tre stewardere, som mimer og danser til popnummeret ”I’m So Excited” af Pointer Sisters. Skuespillerne leverer fine skuespilpræsentationer, især Javier Cámera. Hans person er den mest nuancerede i persongalleriet.
Det mest interessante budskab i filmen er, at passagerne frakobles omverdenen. De er ikke online. De kan ikke tale i deres mobiltelefoner, se film på deres tablets eller komme på internettet. Dybest set vildrede. De er tvunget til at overgive sig til ’nu’et’ og kommunikere med de andre passagerne på gammeldagskommunikationsform og at lytte til hinanden.
Pedro Almodóvar er bedst i denne anmelders øjne, når han laver film som bl.a. Alt om min moder (1999), Tal til hende (2001) og Huden jeg bor i(2011)
