Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
De Satans Chefer aka Horrible Bosses blev et uventet hit tilbage i 2011. De tre venner der blev udsat fra alt fra sexchikane til tvunget overarbejde i det ekstreme. Deres chefer var med andre ord tyraner, og selvom de planlagde at myrde dem og udfaldet blev noget anderledes, var karaktererne lette at holde af, humoren fungerede det meste af tiden og spilletiden fløj forbi. Dette er nærmest opskriften på en god komedie, og når den tilsætter lidt samfundskritik, er der jo nærmest tale om en nyklassiker. Ethvert hit føder jo et barn på et tidspunkt i Hollywood, og blot tre år efter var dette en realitet med denne titel. 2eren er dog en anden størrelse. For at sætte dette udsagn på spidsen, er manuskriptforfatteren den samme som ødelagde Dum & Dummere med den seneste fortsættelse (Sean Anders), og han har såmænd også fået lov til at instruere.
Nick, Kurt og Dale er i gang med at opstarte deres firma, og da den første ordre sætter dem i sving, men de dernæst bliver røvrendt, skal de nu til at finde ud af en metode, at redde deres firma igen. Mord gik ikke sidste gang, så nu afprøver de kidnapning.
Hvor 1eren satte en masse samfundskritik i forhold til arbejdspladsens hierarki på banen, fokuserer 2eren udelukkende på humor. Jovist er der gensyn med de gamle chefer, men de nye problemer er Christoph Waltz og Chris Pines karakterer. På papiret ikke en dårlig ide, da begge har hver deres unikke form for humor, men manuskriptet fokuserer nærmest udelukkende på vore tre hovedpersoner, der har fået et ryk i den helt forkerte retning. De var ret ekstreme allerede i den første film, men denne gang når stupiditeten nye højder, der i mange scener er altødelæggende for de grin, der kunne opstå i de absurde situationer. Naturligvis er der stadig et par grin, der kan presses ud i ny og næ, men de opstår hovedsageligt, de sjældne gange filmen bevæger sig væk fra hovedpersonerne. Chris Pines karakter er meget karikeret, men det er specielt ham, der får samlet filmens rod op, og skaber nogle af filmens bedste scener. De velfungerende vittigheder befinder sig dog under de 50%, hvilket gør, at man flere gange sidder og vrider sig lidt af pinlighederne.
En film der fokuserer udelukkende på humor og ikke er særlig sjov, må derfor være en fiasko. Det er superærgerligt at man har valgt den forkerte manuskriptforfatter, for ingredienserne til en god komedie er der skam, de er bare blandet forkert sammen. Filmens absolut største problem må dog siges at være spilletiden. Filmen har nærmest intet indhold spredt ud på 1 time og 45 minutter, og som om at det ikke var nok, indeholder udgaven her også en version der er 8 minutter længere. Der er øjeblikke, hvor vittigheder der oprindeligt var sjove, bliver kørt så langt ud, at et naturligt had opstår til dem, og scener som disse kunne sagtens være klippet til. Faktisk ser jeg ingen grund til at fortsætte udover halvanden times spilletid, for der er ganske enkelt ikke materiale til mere.
Billede & Lyd - 4/6
Billedet indeholder et ret konsekvent lag gryn, der på ingen måde ødelægger oplevelsen, men derimod giver billedet kontinuitet. Det er ikke imponerende, men derimod mere end acceptabelt. Lyden er også ganske fin, men det er først når soundtracket sætter ind, at man virkelig kan mærke bassen, og stemmerne kunne måske godt have brugt et lille ryk op i volume, men alligevel er helheden nu ganske god.
Ekstramateriale - 4/6
Kunne du godt lide biografversionen, indeholde denne udgave naturligvis den men også det førnævnte extended cut. Personligt er jeg mere til biografversionen pga. den korte spilletid, men de tilføjede scener er nu ganske fine. Der er også endnu flere slettede scener blandt ekstramaterialet. Derefter er der en lang og en række korte featurettes. De supplerer filmen ganske fint (især den lange der fokuserer på måden humoren leveres på), men et par enkelte af de korte (de fleste af dem er omkring 2 minutter lange), falder lidt igennem.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Home Video.
