Skriv en kommentar
Den franske filminstruktør og manuskriptforfatter Ladj Ly bærer en ild og et oprør med sig som en Prometheus for alle Frankrigs forstæder (les banlieues). Ly brød igennem på den internationale scene i 2019 med sin oscar-nominerede ”Les Misérables”, som på genial vis hentede sin titel fra Victor Hugos udødelige romanklassiker. I ”Les Misérables” udspændes et intenst drama af brutalitet og undertrykkelse mellem det korrupte franske politi og unge mennesker i de fattigste forstæder til Paris. Desværre fem år efter er det status-quo. Der er absolut ingen ændringer sket for menneskene på bunden af det franske samfund, som Ly’s seneste film ”De uønskede” fra 2023 (Les indésirables) er et vidnesbyrd om, at de skiftende franske regeringer alle har en ’laissez-faire’ holdning til de voksende franske forstæder. Det er en gordisk knude og et samfundsproblem, som vokser og vokser og en dag må eksplodere.
”De uønskede” er ikke en opfølger til ”Les Misérables”, men zoomer ind på en gruppe indbyggere i en forstad til Paris, som forsøger at tage deres skæbne og loven i egen hånd, da de står over for at blive smidt ud af deres hjem selveste juledag. Det er store familier, som er stuvet sammen i små lejligheder i social belastede boligkomplekser med cirka 10 etager og byggematerialet er af alleryderst tvivlsom kvalitet. Boligkolosserne er stemplet som nedrivningsværdige.
Åbningsscenen er en tour-de-force med det håndholdte kamera kombineret med en drone, som filmer de rå boligkomplekser. Vi bliver placeret ”in-media-res” af kameraet, som snor sig mellem blokkene og dykker ned i en opgang og ned i en af de små lejligheder, hvor en stor familie og venner er samlet for at sørge over en matriark, som er død og ligger i en kiste. Den svære øvelse for en gruppe mænd bliver at få kisten båret ned fra 10. sal gennem den smalle trappeopgang. Etage for etage og trin for trin arbejder de sig ned. At komme ned ad trapperne skulle egentlig være en mindre detalje, men bliver i stedet for en skelsættende begivenhed og katalysator for filmen.
Vores hovedpersons Haby Keitas (spillet troværdigt og fremragende af Anta Diaw) moder spørger højt og tydeligt af fortvivlelse: ”Hvordan kan vi leve og dø et sted som det?”. Det simple spørgsmål løber som en ledetråd gennem hele filmen og slipper ikke vores tanker, som sætter det samme spørgsmålstegn ved, hvordan kan der være så stor ulighed, hvor mennesker lever i så kummerlige forhold sammenlignet med kvarterer indenfor samme område, som f.eks. har de helt basale sanitære forhold.
Åbningsscenen og sekvensen med kisten viser ingen åben konflikt eller opgør, men introducerer en side af kampen for retfærdighed og modstand mod nedrivning af bygning 5, som den konstituerede borgmester Pierre Forges (spillet med kant af Alexis Manenti) og hans disciple har sat i stand. De har besluttet at rydde op dvs. opkøbe nogle af boligblokkene for et minimumsbeløb og på den måde komme de sociale problemer til livs. Sekvensen efter åbningsscenen viser en anden side af konflikten. En bygning ligesom bygning 5 sprænges i luften og der afholdes en ceremoni, hvor indbyggerne kigger på, mens bygningen og for nogle af dem, deres hjem sprænges i luften for øjnene af dem. Det virker teatralsk og opstillet og næsten som en scene hentet fra en Jacque Tati film f.eks. ”Mon oncle” fra 1958, hvor lyd går over i lyd og billede går over i billede uden et ord bliver sagt.
Filmmanus i ”Les indésirables” er ikke helt så skarpt skåret og fokuseret som i ”Les Misérables”. Filmen er mere politisk og formår i den grad at vise vreden, undertrykkelsen og frustrationerne, når der systematisk laves forskelsbehandling på grund af korruption begået af de højere franske magter, i dette tilfælde borgmesterkontoret. Ladj Ly har skrevet sig ind i genren: Cinema de banlieu med en integritet og et glødende politisk engagement, som ikke går efter en lykkelig slutning, men viser realiteterne og hverdagen i de franske forstæder anno 2023.
