Skriv en kommentar
Rosa von Praunheim er en produktiv filmmand med en kontroversiel seksualpolitisk dagsorden. Ikke kun hans kunstneralias, der alluderer til den lyserøde trekant (die Rosa Vinkel) som homoseksuelle koncentrationsfanger fik på deres dragter i nazitidens Tyskland, vidner om ideologisk sprængfare. Hans mange produktioner taler tilsvarende med. Allerede i 1970 skabte han sig et navn med filmen ”Nicht der Homosexuelle ist pervers sondern die Situation, in der er lebt” og har efterfølgende kredset om de sexuelle margeners situationer i mere end 60 film.
I sin dokumentar ”Tote Schwule – Lebende Lesben”, ”Dead gay men and living Lesbians” forsøger den lettisk fødte instruktør i en serie af person-portrætter at fortælle om den homoseksuelle subkultur i Tyskland over det 20. århundrede. Fortællingen om de afdøde bøsser og de levende lebber er ikke kun om en kontrast mellem fortid og nutid men især også mellem minder og visioner.
På den ene side møder vi bøsser vel over de 80 år, der på egen krop har oplevet den nazistiske forfølgelse, efterkrigstidens puritanisme og aids-epidemien. De repræsenterer med andre ord ”århundredet der gik”, og deres historier er i en vis forstand overlevernes øjevidneskildringer. For selvom de alle er døde før filmen hér har fået premiere, så er det af mere naturlige årsager end de ovennævnte. Mere optimistisk er de lesbiske portrætter, der alle er af midaldrende og ressourcestærke kvinder med flere projekter foran end bag sig. Som queer-kulturens stærkeste forkæmpere står kvinderne hér som modtagere af homo-stafetten for en mere rummelig og sikker verden. Hvor bøssernes historie således er en om lidelse og aftenskumring er de lesbiskes en om daggry og håb.
Men mere end den overordnede dagsorden giver von Praunheims film et særdeles levende indtryk af en gruppe individer, der trods modgang har beholdt deres individualitet. Filmens projekt er særligt i den henseende sympatisk, fordi det giver tale- og billedetid til mennesker, hvis historier og personligheder i dén grad kan tåle at stå for sig selv. Den ene mere flamboyante skikkelse afløser den anden; og hvad enten der er tale om en sadomasochistisk bøsse, der klarede fraværet af sex i den nazistiske soldatertid med selvtatovering og onani, eller den lesbiske dj fra Tyrkiet, der spiller techno med tekster fra koranen, så fremstår ingen som karikaturer, men netop som bomstærke personligheder, der først og fremmest har insisteret på at være dem selv. Og det er filmens mest inspirerende pointe.
Tilsvarende sympatisk er det, at vi igen får slået lesbiske og bøsser i hartkorn – som en gruppe af mennesker, der har kæmpet og fortsat kæmper mere eller mindre den samme kamp. Vi er i samme båd, er summen af de seks forskellige udsagn, selvom de hver især samtidig er om forskellige ting fra forskellige tidsaldre. Og så er det heller ikke nogen tudemarie fortælling. Vi mærker, at vi er nået videre, at daggryet er begyndt. Og at karakterne har grædt modige tårer, javel, men at disse overordnet har ført dem frem mod et bedre liv. Og de er ikke de eneste. Verden vender sig, igen om ikke for alle, så for denne gruppe berlinere mod større rummelighed og diversitet. Det er en håbefuld skildring.
Hvad filmen vinder på indholdet taber den til gengæld på formen. At kameraføring, lys og lyd er særdeles uavanceret kan tilgives, og trækker kun umærkeligt ned. At fortællestrukturen præges af samme minimalisme er til gengæld mere problematisk i denne anmelders øjne.
Der er ingen overordnet ramme end den episodiske struktur. Intet anslag, intet klimaks eller udtoning. Profilerne ankommer uannonceret, en efter en, i en serie hvor den ene skæbne kun er i en tematisk abstrakt berøring med den næste – en berøring, der let kan gå hen over hovedet på den let distraherede tilskuer. Undertegnedes tålmodighed kom på en prøve til sidst, fordi det var uklart hvor mange flere portrætter, man skulle forholde sig til, og således hvor mange man skulle ”nulstilles” til en ny fortælling. Det er muligt at ramme-fraværet var en pointe, men hér blev det altså oplevet som en svaghed.
Det, Rosa von Praunheim således har gjort rigtigt, er at finde de rigtige personer, og ladet dem skabe filmen simpelthen ved at fortælle deres livshistorier. At give indholdet autonomi på den måde er rosværdigt, men man kan med rette frygte, at det vil skræmme nogle vigtige tilskuere væk, fordi det kræver for megen meddelagtighed fra modtagerens side.
