Skriv en kommentar
Halim (spillet fremragende af den palæstinensiske skuespiller, Saleh Bakri) er en ”maalem”, som på marokkansk betyder ’mester’. Han mestrer det gamle traditionelle kaftan-håndværk. Ét håndværk som er gået i arv fra generation til generation, men som er ved at uddø. Sammen med sin kone Mina (spillet fabelagtigt af den belgiske skuespillerinde Lubna Azabal) driver og ejer de et kaftan-skrædderi, som ligger i hjertet af én af Marokkos ældste medinaer.
Mina og Halim har været gift i 25 år. Deres fælles passion og hele deres liv er bygget op om de håndsyede kaftaner og skrædderiet. De kender hinandens arbejdsrytme og temperamenter. Mina er en dygtig forretningskvinde og en god forhandler, når stofmageren kommer og sælger, så forstår hun at udvælge og kombinere elegante stoffer til sin mesterskrædder. Halim har dedikerede sit liv til sit håndværk og lægger hele sin sjæl i hver og én af hans håndsyede kaftaner, som i sig selv er et kunstværk, en unika. Både håndværket og kaftanerne har haft tradition for at gå i arv fra generation til generation fra far til søn (håndværket) og fra mor til datter (kaftan) til store livsbegivenheder som bryllupper. Halim nægter at bruge symaskine og hvis kunderne klager over, at det går for langsomt, så gennemspidder Mina kunden med sit skarpe blik og veltalenhed, at man ikke kan gå på kompromis med en kaftans kvalitet eller med den som skaber kaftanen. Med stolthed siger hun til kunderne, at: ”Min mand er ikke en maskine”.
Youssef (spillet med stor elegance af Ayoub Missioui) kommer ydmyg og beder om at komme i lære som kaftan-skrædder. I begyndelsen tager Mina og Halim det med ét gran salt, fordi de forrige lærlinge ofte stoppede et par uger efter, da håndværket er brødløst. Hurtigt opstår en spænding mellem Youssef og Mina og en tiltrækning mellem Halim og Youssef. Mina fornemmer vibrationerne og er i begyndelsen på vagt over for Youssef og tester ham ved at beskylde Youssef for at have stjålet det røde satinstof og vil derfor trække ham i løn. Youssef reagerer uventet og fortæller hende med et lavt tonefald, at han har klaret sig selv siden han var otte år gammel og at penge ikke er alt.
I en trist og overvældende blanding af Minas fremskredne sygdom får Youssef tilstedeværelse al det usagte op til overfladen mellem Mina og Halim. Halim siger intet overflødigt, men Youssef får ham til at åbne op for sine mere sårbare sider. Han fortæller Youssef, at hans mor døde under fødslen, da hun fik ham. Hans far foragtede ham, men Mina slettede alt og har altid været hans klippe. Han lægger sin kærlighedserklæring frem for Youssef samtidig med, at han fortæller Youssef, at hans kærlighed til Mina ikke er i kødelig forstand, men en langt større kærlighed end ord kan beskrive. De er hinandens sjæle- og hjertevenner og ingen forstår ham som hende.
De tre skuespillere, især Lubna Azabal spiller med en glød, en gnist og helt fabelagtigt. Den marokkanske filminstruktør Touzani laver en elegant omskrivning af det, som egentlig synes at skulle udvikle sig som en ’ménage-à-trois’ til at blive den smukkeste vals mellem tre personer i livet såvel som i døden. De tre knytter bånd og skaber en usagt solidaritet og kærlighed til hinanden som er livsbekræftende og til stor inspiration. Som Mina siger til Halim, så må han ikke være bange for at elske eller at være den han er.
