Skriv en kommentar
Esther og Hans Lauridsen bor i en af verdens mest fredelige og sikre punkter – et parcelhuskvarter i Danmark. Omkranset af ligusterhæk og hvide plankeværk kan man høre de beroligende og livsbekræftende lyde fra legende børn, naboens lodne kæledyr og søndagens terapeutiske havearbejde. Alligevel forbereder det ældre ægtepar sig på, det de kalder ’den sidste tid’. De venter med tilsyneladende lige store mængder ængstelse og forventning på jordens undergang, som det står skrevet i biblen. Nyhedsindslag efter nyhedsindslag bekræfter blot Esther og Hans’ tro på at menneskets endelige dage på jorden må være nært forestående. Der berettes om jordskælv, ebola-udbrud, mennesker på flugt, krig og elendighed i en lind strøm. Selv i Danmark står gader under vand efter storm og skybrud. For Esther og Hans findes der kun en sand forklaring på alle de ophobende elendigheder, som medierne beretter om hver dag – dommedag er nær og Guds rige venter de troende.
Mere end blot udstilling?
Dokumentarfilm har et særligt ansvar. De mennesker der portrætteres lever i den virkelige verden. Når kameraerne slukkes skal filmens hovedpersoner kunne leve videre, velvidende at de har blottet deres liv og tro for et ansigtsløst og fremmede publikum. Med en film som Den Sidste Tid, og med et par som Esther og Hans i fokus, sad jeg langt hen af vejen med en urolig fornemmelse i kroppen. Blev dette ældre ægtepar og deres højst ukonventionelle tro udstillet? Hvad var formålet med dokumentaren? Til tider lægger alle de filmiske virkemidler op til at der skal grines af Esther og Hans og deres skøre profetier. I de tilfælde er Den Sidste Tid et ubehageligt view. Det er en svær disciplin at lave dokumentarfilm over mennesker der trodser samfundets sunde fornuft uden at komme til at placere dem i et komisk lys.
Ren udstilling er Den Sidste Tid dog heldigvis ikke, for filmen udstråler også store mængder sympati og respekt for ægteparret – særligt for det stærke partnerskab og den store kærlighed der uden tvivl eksisterer mellem de to. Det er i formidlingen af kærligheden fremfor dommedag at Den Sidste Tid kommer til sin ret som en film med en historie, der strækker sig udover, hvad der havde været et lidt ærgerligt kig på to mennesker med en pudsig tro. Det er båndet mellem Esther og Hans, som gør Den Sidste Tid seværdig. Det er skildringen af sammenholdet, Hans’ stædige romantiske væsen og den omsorg der konstant og i det stille veksles mellem de to, som i sidste ende står tilbage som det absolut væsentligste i historien om Hans og Esther.
