Det Lille Bageri

I det smukke kvarter, Notting Hill i London, har filminstruktør Eliza Schroeder skildret et dramatisk møde, hvor tre forskellige kvinder skal opfylde afdøde Sarahs ønske om et starte et lille bageri. Den 19-årige datter Clarissa går på med fuld hals – men kan ikke klare det alene, og henvender sig til lamslået mormor og en driftig veninde om hjælp. Hvordan klarer de det?

Det er en selvfølge, at livet er og bør være en satsning, hvor vi ikke kun gentager andres projekter, som folk har fabrikeret til os – men at vores drømme skal hjælpe os fremad. Hele livet har Sarah (Candice Brown) drømt om at etablere sit eget specialbageri i det mondæne Notting Hill, London – og i starten ser vi hende i fuld fart på den smukke røde cykel for at hente nøglen. Men hun bliver dræbt i en trafikulykke – og heldigvis fylder selve ulykken ikke meget i filmen. Men nu begynder Det lille bageri

Nu vil hendes 19-årige datter, Clarissa (Shannon Tarbet), som er en entusiastisk balletdanser opfylde moderens ønske, hun er lige blevet hjemløs og mistet sin kæreste. Hun allierer sig med mormor Mimi (Celia Imrie), som selvfølgelig er knuget, men heldigvis har kapital og har husly. Hun er ærlig nok til at sige jeg er stædig – og det er jeg ikke stolt af, og filmens bedst spillende og dynamiske veninde, Isabella, (spillet af Shelly Coon), som er Sarahs tætteste veninde, der har stor stilling i anerkendt firma. Nu skal de tre starte det lille bageri. De får lavet nogle meget morsomme optagelsessamtaler med indkaldte bagere, hvor én ikke vil arbejde i weekenden på grund af familiesamvær – men de skal vise deres bagekunst, og én med mange Michelin-stjerner er så charmerende, at han starter med det samme (Matthew spillet af Rupert Penry-Jones) – og kagernes udformning med farverige cremer og fylde er Notting Hills smukkeste – men der sælges ingen, selv om mange kager har cyklens farve. Drømmere skal også have virkeligheden med.

Så de tænker på, at de lever i et multikulturelt samfund og begynder at udspørge etniske befolkninger om yndlingskager fra deres hjemegn, da der bl.a. er marokkanere, indere, 16.000 russere og 40.000 med venezuelansk baggrund – hvilket er en succes, og pludselig er der overarbejde, da store japanske kager skal være færdige med det samme – så bageriet er ukendeligt fra det ødelagte smørhul, de flyttede ind i.

Filmen er en rørende lille film med store drømme og om at turde tage chancen, selv om en velklædt herre med butterfly fortæller, at der er fire bagerier i nærheden og mange indbrud i gaden.

Men filmen er ikke med de store overraskelser, hvilket jeg synes film skal være. For meget sukker. Og vi bliver rullet ind i sukkersød musik – vi lærer ikke rigtigt Sarah at kende. Det gode ved filmens tema er, at folk skal gå efter drømmene og tage de nederlag, der kommer – og være omstillingsparat. Og så nyde den charmerende Shelley Conns henkastede bevægelser.