Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Filmen er en noget anonym beskrivelse af tiden op til genåbningen af Wiens kunsthistoriske museum i 2014.
Instruktøren Johannes Holzhausen har valgt at lade billederne tale for sig selv. Ingen voiceover kommer indover og guider rundt i de store sale, på værkstederne og i arkiverne. Det fungerer så langt, at vi får indtryk af en masse engagerede fagfolk der udfolder deres evner for at præsentere de pragtfulde samlinger bedst muligt.
Ikke desto mindre er filmen bemærkelsesværdigt renset for drama. Vel er der en mellemleder der undrer sig over et budget der ikke længere er der; en medarbejder der rejser sig op og fortæller at hun efter mange år på museet stadig ikke er blevet præsenteret for de andre; og en restaurator der bander over noget mekanik der ikke står til at redde. Men rigtig alvorligt er det ikke.
På DVD-ens cover loves, at man skal opleve hvordan museet genopfinder sig selv. Men det er netop, hvad der ikke sker – i al fald ikke i filmen. Hvad man faktisk oplever er, at museet restaureres så det igen står i al sin fordums glans; rummene renoveres, udstillingsgenstandene restaureres og nye montre sættes op. Er det instruktøren der ikke får øje på processen, eller er det faktisk sådan, at en forventning om at museet, også en vældig (konservativ?) institution som Wiens kunsthistoriske Museum, genopfinder sig selv i den forstand, at det moderniseres så det tager imod publikum på en ny måde, slet ikke har været museets intention fra start af? Overfladiske diskussioner om det nye logos tidløshed, en reklamemands fremhævelse af at montrene er nye (og i øvrigt ligner dem vi defilerede forbi som børn) og nye lamper af Olafur Eliasson gør ingen genopfindelse.
Men er det ikke ”genopfindelsesprocessen” der beskrives, kunne man have en forventning om at dramaet lå i tiden; når man at blive færdig til den store åbning?! Det er muligt, at der var fuldstændig styr på processen og at man var i god tid på museet, for der er ingen der har travlt i filmen, ja der er såmænd ikke én bemærkning om at nå at blive færdige.
Tilbage er en film der i velkomponerede billeder kommer rigtig godt rundt på det imponerende museum og dets samlinger. Alle de ansatte fra kunstslæberne til direktøren for det hele skildres anonymt og udfolder blot deres arbejde som forventet. Overdådigheden kan man ikke tage fra museet – men filmen er nærmest kedelig; måske en dokumentation af museets egen selvforståelse som konserverende, nationalkonservativ institution?
Filmen indeholder én mindeværdig scene: en arbejder går med en hakke midt ind i en af de smukke sale. Han løfter hakken og hamrer den ned i parketgulvet.
Ekstramateriale: meget kort slideshow; trailer og trailershow.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
