Skriv en kommentar
En af verdenshistoriens absolut bedste og mest berømte fodboldspillere lyder navnet Diego Armando Maradona. Bedst fordi han var en vanvittig dribler, oplægger og målscorer. Nærmest umulig at håndtere for et forsvar. Berømt – og berygtet – for sine eskapader og konflikt med pressen og loven i det hele taget. Aktuel i biografen her og nu er en spritny dokumentar om det argentiske fænomen, som fokuserer på tiden i Napoli, hvor til Maradona kom som en rendyrket verdensstjerne. Købt fri fra FC Barcelona for et svimlende beløb, der dengang i 1984 gjorde ham til en af de dyreste fodboldspillere, og endda købt fri af hvad man dengang kaldte Italiens fattigste by.
Filmen starter med noget der ligner en biljagt. Det er dog imidlertid blot optagelser af Maradonas ankomst til San Paolo (Napolis fodboldstadion) i sommeren 1984. Det fodboldgale Italien – og herunder i særdeleshed Napoli – skummede nærmest over af begejstring, for nu var frelseren ankommet. Maradona fik så absolut ikke den ro han ønskede sig i Napoli, for med hans højt anlagte spil og publikumstække, blev han hurtigt den populæreste borger i byen. Gennem adskillige hidtil upublicerede videoklip får man et fuldgyldigt portræt af Maradona omkring karrierens højdepunkt. Der trækkes dog tråde tilbage til slummen i Buenos Aires, teenageårene med den første kæreste, Maradonas danseevner og meget mere, og man får et helt tydeligt indtryk af ham som en to-delt person. Den private Diego og det ikoniske gudebillede Maradona.
Der stilles også skarpt på den samtid vi befinder os i. Falklandskrigen spiller en væsentlig rolle forud for VM-kvartfinalen mod England i 1986. En kamp som Maradona bliver den centrale aktør i. Ikke alene på grund af sit mål, hvor han afdribler stort set et helt engelsk landshold og scorer, men så sandelig også på det legendariske mål med Guds hånd (præsentation burde være overflødig). Siden hen gik Argentina hele vejen over blev verdensmester og Maradona var på dette tidspunkt den ubestridte bedste fodboldspiller på denne planet. Men det er slet ikke alt det kendte stof, som er det interessante. Folk tilhørende min generation samt de som er ældre kan nok genkalde en Maradona med konfetti i håret kysse VM-trofæet. Det har vi set masser af gange på tv. Det som gør denne dokumentar så genial, er de mange klip som ingen har fået lov til at se før nu. Se med når Maradona ringer hjem til sin mor umiddelbart efter finalen. Se Maradona udfolde sig på en tennisbane. Se hvordan Maradona reagerer på påstanden om at være far til et barn uden for ægteskabet.
Det er lige præcis disse sager som beriger vores indsigt i stjernen. Alt det vi ikke vidste, og ikke mindst fordi det er fakta, og ikke sladder som så meget andet der har været spekuleret i fra paparazzi-side. Man må dermed også sige at det er en modig film som i sine sidste tre kvarter skildrer et fald fra tinderne. Maradona har nemlig taget en dårlig vane med sig fra Barcelona. En vane kaldet kokain. Dertil kommer et pengeødsel ulig hans fattige baggrund, en magnetisk tilknytning til mafiaen, retsag og karantæne. Den populæreste mand i Italien endte som en usympatisk figur. Magt korrumperer og det tør filmen heldigvis også beskæftige sig med.
Asif Kapadia har sammensat et yderst dybdeborende portræt med en fin kombination af klip og voice over fra de vigtigste aktører i Maradonas liv. Ikke mindst giver det mening når hovedpersonen selv giver sit besyv med. Diego Maradona er en dokumentarfilm som vil begejstre fodboldfans af 80’erne og 90’erne, men kan så sandelig også ses af ikke fodboldkyndige, som blot ønsker at se en film om en lille fyr som trak store overskrifter. Jeg tildeler fluks 5 stjerner til en af 80’ernes største.
