Skriv en kommentar
Det er næsten 3 år siden, at ”Døden på Nilen” blev optaget. Derefter kom corona og Armie Hammer skandale, men nu får den endelig premiere. Spørgsmålet er bare, om den er ventetiden værd. Alt-muligt-mand Kenneth Branagh er tilbage som både instruktør og skuespiller, og det må desværre siges at være spildte kræfter.
Detektiven Hercule Poirot (Kenneth Branagh) tager på en ferie i Egypten, hvor han støder på det nygifte par, Simon ( Armie Hammer) og Linnet (Gal Gadot). De bliver dog stalket af Simons eksforlovede, Jacqueline (Emma Mackey) og beslutter sig for at søge tilflugt på Nilen sammen med familiemedlemmer og venner. Et mord bliver begået på båden, og alle er nu under mistanke, men mon ikke det er en sag for den belgiske detektiv Hercule Poirot?
Hvis man har læst bogen og set andre adaptioner af denne fortælling – jamen så kender du også udfaldet på forhånd. Ligesom ”Morden på Orientekspressen” forholder Branagh sig tro til sit kildemateriale, hvilket i sig selv er rigtigt fint. Dog bliver opbygningen for kedelig i længden, hvor filmen anvender halvdelen af sin tid på karakterfortællingerne og den anden halvdel på opklaring af mordet.
Det er bestemt smukke billeder. Man kunne have ønsket sig at se mere af de smukke pyramider og det krystalklare vand, men der er mest fokus på karaktererne – hvilket er et kæmpe problem, da de er meget endimensionelle. Der kommer aldrig rigtigt noget kant eller personlighed på nogle af dem. Bortset fra den egocentrerede detektiv selv. Det er næsten hans show, hvor alle andre blot er tilskuere.
Det er lang tid siden, vi skal finde en rollebesætningen fyldt med falske accenter, men i ”Døden på Nilen” er lige netop dette tilfælde. Lige fra Branaghs belgiske til Gal Gadots amerikanske – som hun på ingen måde kan slippe afsted fra sin israelske dialekt. Det er ærgerligt, da dette også medvirker til karaktererne utroværdighed. Gal Gadot er gudesmuk, men hun er simpelthen alt for kedelig som skuespiller. Overraskende ser vi komikeren Russell Brand slå sig løs med en mere alvorlig rolle, som han også bærer fint, men det bliver aldrig mere spændende end dette.
”Døden på Nilen” forholder sig tro imod Agatha Christies originale værk, som har et rigtig godt plot og spændende mordgåde. Dog er Branaghs nyeste filmatisering hverken spændende eller nytænkende, og derfor kan man lige så godt springe den lange ventetid over.
