Den første film i AWEs Giallo-serie er et ganske glimrende eksempel på den italienske Giallo-subgenre. En velkonstrueret thriller der blander mystik og spænding med yderst udpenslede voldsscener og en anelse mere sex end nødvendigt. ”Dødens Puslespil” var Duccio Tessaris tredje regulære Giallo-film og den er lavet i bølgens storhedstid omkring midten af 1970erne.
Filmen følger den mystiske Edward; en mand der efter et biluheld er efterladt uden hukommelse eller nogen anelse om hvorfor han som italiener befinder sig i London. En dag henvender en mystisk fremmed sig, men bliver skudt for øjnene af den måbende Edward før han kan nå at afsløre noget om hans tidligere liv. Dagen efter kommer en mystisk kuvert med en billet til Italien. Lynhurtigt bliver Edward viklet ind i et kompliceret net af intriger, der inkluderer hans efterladte kone, mystiske voldsmænd, et antikt ur og et komplot der roterer om heroin til en værdi af en million dollar. Løsningen ligger i hans hukommelse og ganske langsomt begynder puslespillets brikker at falde på plads.
Med vanlig italienske snilde er Tessaris film teknisk innovativ og flot filmet. Den er flot komponeret og holder spændingen til det sidste uden at blive irriterende opsat på konstant at overraske. Som det også hører sig til er italienske laster som overdramatisk skuespil (særligt når kvinder græder eller mænd slås) og eftersynkroniseret dialog så også en del af filmen. Disse laster overskygges heldigvis af filmens gode rytme og spændende historie og er samtidig en så naturlig del af denne slags film at det ville virke en smule mærkeligt hvis ikke lyden var lidt ude af synk en gang imellem.
Billedsiden er til gengæld fantastisk flot og AWE kan endnu engang klappe sig selv på skulderen for at udgive så velrestaureret en film. På lydsiden får vi både det originale italienske og et udmærket engelsk lydspor. Da de begge er eftersynkroniseret er det ærlig talt svært at sige hvilket der er bedst. Desuden vil forskellige mennesker argumentere både for og imod begge dele - derfor er det rart at have valget. Bonusmaterialet begrænser sig denne gang til en trailer for denne og en stribe andre af selskabet nye eller kommende film, samt en lille Tessari-filmografi.
”Dødens Puslespil” er ikke den bedste Giallo-film der er lavet og det er også langt fra den mest berømte. Dem er dog bestemt i den bedre ende og har en stribe ganske mindeværdige scener og en velorganiseret og godt fortalt historie. Er man Giallo-fan eller kunne man godt tænke sig at blive introduceret for dette ganske pudsige kapitel i filmhistorien, så er ”Dødens Puslespil” et ganske udmærket sted at starte.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Voices Music & Entertainment..