Gækken er endnu engang slået løs på den fine, nordengelske herregård ved navn Downton Abbey. Der er gensyn med alle de velkendte karakterer – heriblandt den venlige Robert Crawley, stålsatte Mary, husets amerikanske frue, den rebelske irske svigersøn, den plagede Thomas, forsigtige Daisy og den guddommelige enkegrevinde med de skarpe replikker.
Det er trygt, velkendt og helt igennem ufarligt.
Huset står på den anden ende, fordi de får fint besøg fra ingen mindre end kongen og dronningen af Storbritannien. Alt skal planlægges ned til mindste detalje. Både sølvtøj og manerer skal pudses af inden det royale visit på landet. Men kongehuset sender sit eget mandskab i forvejen, hvilket ikke falder i god jord hos de lokale, der sådan havde glædet sig til at servere for landets fineste folk.
Alt er, som det plejer at være hos lav og høj i den imponerende bygning. Der vogtes om de gamle aristokratiske dyder, selvom vi efterhånden er kommet et godt stykke ind i de brølende 20’ere. Filmen om Downton Abbey er præcis som serien, blot kogt ned på to timer og ikke helt så dramatisk. Det vil uden tvivl være et hyggeligt gensyn for mange fans af serien, som især vil finde rig lejlighed til at fryde sig over enkegrevindens vittige bemærkninger, som til alle tider har været en af seriens absolutte højdepunkter.
Var der brug for endnu et kapitel i Crawley-familiens liv? Næppe. Er der grund til at se filmen, hvis ikke man har hygget sig med serien? Bestemt ikke. Men hvis man har savnet at være i selskab med det brogede udvalg af fodfolk, kokke, gentlemen og gentle ladies, der befolker Julian Fellowes fortælling om den tabte engelske adel, så skal man nok hygge sig med dette harmløse bonusindhold.
Ekstra materiale
Blu-ray-udgivelsen byder på over 40 minutters ekstramateriale. Her er slettede scener, kommentatorspor med filmens instruktør, samt en række små indslag om alt fra filmens historiske kontekst til de kreative kræfter, der står bag.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures