Skriv en kommentar
Sam Raimi er en institution i amerikansk horror, intet mindre. Så det er ikke en lille gruppe mennesker der har haft drilske sommerfugle i maven lige siden instruktøren af de legendariske Evil Dead film proklamerede at han for en tid ville lade Spider-Man være Spider-Man og vende tilbage til genren der skabte hans navn. Og Raimi skuffer ikke med Drag Me To Hell, der, vanen tro, er skrevet i samarbejde med storebror Ivan.
Alle seriøse intentioner om psykologisk gys, a la The Gift og A Simple Plan, er lagt på hylden til fordel for en rendyrket rutchebane-tur af den slags kun brødrene Raimi kan finde på. Drag Me To Hell er næsten lige så fjollet som de to sidste kapitler i Evil Dead sagaen og blandingen af gys og grin er om muligt endnu bedre afvejet. Historien om bankrådgiveren Christine der benægter en udsættelse til en gammel sigøjner-kone er kompetent fortalt, men det er detaljerne og de groteske optrin der er filmens force. Sigøjner-konen tager nemlig hævn over stakkels Christine ved at forbande hendes frakkeknap og inden længe har Christine en ondskabsfuld dæmon i hælene der på tredjedagen vil hive hende lige lukt ned i helvede.
Der gives plads til de enkelte scener, der byder på klassiske Raimi-optrin en masse. Tandløse lig der brækker insekter ud over vor blonde hovedperson, katte der forsøges ofret til de dæmoniske overmagter og masser af andre situationer er blandt filmens højdepunkter, ligesom de komisk raffinerede figurer er ubetalelige. Læg dertil at filmen reelt er uhyggelig når den prøver at være det og at hvert eneste chok er så grundigt opbygget at det er svært ikke at hoppe bare en smule i sædet. Resultatet er en uhyre underholdende film, med så megen pondus at man skal være noget så stiv i betrækket for ikke at lade sig rive med.
Raimis nyeste minder på ingen måde om de metervarer der fylder horror-sektionerne i vore dage. Faktisk er de eneste steder den trækker lidt i retning af konkurrencen når den enten gør grin med konkurrenterne eller viser dem hvordan et effektivt gys skrues sammen. Sam Raimi er tilbage og måske er det først nu vi virkelig vil opdage hvor meget vi har savnet ham.
