Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
”Due Date” er en skjult genindspilning af ”Planes, Trains And Automobiles”. Så simpelt kan det siges. Instruktøren Todd Phillips har på intet tidspunkt gjort folk opmærksomme på lighederne, men de to film er stort set identiske, så lad os lige få den af vejen med det samme. 80’er klassikeren satte to af datidens største filmkomikere (Steve Martins og John Candy) sammen på et langt road trip igennem (ja, du gættede det) fly, tog og automobiler. John Candy spillede en misforstået og fattig mand uden den store vennekreds, der var til stor gene for Steve Martins rolle, der var en mere velhaven, arrogant men almindelig familiemand, der blot ville nå hjem til thanksgiving. Disse to bliver på sin vis tvunget til at foretage denne lange rejse sammen. I ”Due Date” bliver John Candy udskiftet med Zach Galifianakis, Steve Martin med Robert Downey Jr. og thanksgiving med sin kones første fødsel. Forskellene er virkelig små på de to film, og selvom ”Due Date” aldrig når op på 80’er klassikerens højder, er det stadig en ganske fornøjelig film.
Instruktøren Todd Phillips er manden bag ”The Hangover”, og ”Due Date” er uden tvivl ment som opvarmning til fortsættelsen, og kommer sikkert altid til at stå i skyggen af disse film. Men som det er til koncerter, er opvarmningsbandet til tider bedre end selve hovednavnet, eller i al fald nogenlunde på samme niveau, og i dette tilfælde vil det være synd at glemme ”Due Date”. Todd Phillips har formået at forene Robert Downey Jr.’s tørre humor med Zach Galifianakis’ sorte humor, og de to har en kemi der kan matche Steve Martin og John Candy. De fungerer helt fremragende sammen som det umage makkerpar, og selv når vittighederne begynder at tynde ud, er det på grund af disse to, at skibet ikke synker. Vittighederne er nemlig ikke så talrige som i de to ”The Hangover” film, men ”Due Date” har en mere menneskelig side, der på trods af historiens forudsigeligheder, aldrig forfalder til simpel sentimentalisme. Selvom visse begivenheder er direkte langt ude, så finder vi dem som publikum troværdige, og det er netop pga. denne menneskelige side.
I sidste ende er ”Due Date” dog mere et blandingsprodukt end en ægte vare. Her er ikke den store originale tankegang gemt, og filmen er mere en kombination af Phillips, Galifianakis og Downey Jr. end det er en forening imellem dem. Med dette sagt bør denne film finde vej, til enhver der er fan af blot en af dem. Måske er filmen en anelse forglemmelig, men det vil være ærgerligt at glemme en god film på bekostning af de to ”The Hangover” film, som jeg føler den er nogenlunde på højde med. Todd Phillips har i hvert fald vist sig, at kunne skrue en god komedie sammen, faktisk helt tilbage med ”Road Trip” og ”Old School”, så det kunne da være spændende, om han snart ville prøve kræfter med en ny genre.
Billede og Lyd - 5/6
Et glimrende billede fyldt med detaljer, en lækker blålig farvetone og ganske få gryn fylder denne blu-ray udgivelse. Det ser ganske enkelt fremragende ud, og hører man til de mennesker, der ikke holdt specielt af filmen, er det tekniske i hvert fald i orden. Det samme kan siges om lydbilledet, der måske ikke byder på det mest detaljerige arbejde for dit anlæg, men lader alt komme skarpt frem. Man er ikke i et øjeblik i tvivl om, hvad der nu blev sagt i filmen, for det hele går klart igennem, og i en komedie af denne slags, er det uden tvivl det vigtigste.
Ekstramateriale – 2/6
Det ser måske ud af meget på bagsiden, men sammenlagt fylder ekstramaterialet kun et kvarter ud. Den fulde scene af Zach Galifianakis’ karakters optræden på ”Two And A Half Men” er naturligvis ganske morsom, og gag reelen (der fylder ca. halvdelen af ekstramaterialets spilletid) er faktisk en sjælden gang imellem også ganske morsom. De slettede scener er derimod slettet af god grund, og tilbage står to montager af klip fra filmen. Det er simpelthen ikke godt nok til en blu-ray udgivelse.
Warner Home Video.
