Skriv en kommentar
Kan i huske dengang der var filmstjerner til? Dengang en film blot skulle indeholde Bogart, Bacall og en kærlighedshistorie og resten var blot forskellige omstændigheder. Eller når Hitchcock instruerede film med Cary Grant og Ingrid Bergman sammen? Disse film findes ikke rigtig mere. Film som hang fuldstændig på to sexede hovedpersoner og disses intensitet og kemi. Tony Gilroy(Michael Clayton) er tydeligvis stor fan af denne slags film, og har med ”Duplicity” forsøgt at lave en slags moderne hvem snyder hvem spion komedie i den gamle stil. Og mon ikke det fungere, men de lader slet ikke til at der er publikum til den slags film længere. Og det er ærgerligt. For ”Duplicity” er vidunderligt underholdende.
Ray Koval(Clive Owen) ser Claire Stenwick(Julia Roberts) I den anden ende af rummet til en fest. I stedet for at gå op og snakke pænt med hende, beslutter han sig at gøre som han plejer at gøre som MI-6 agent. Nemlig at lege James Bond og gå direkte til sagen. Det går da også overraskende godt. For godt. For da Ray vågner 12 timer senere, finder han ud af at hun har stjålet de hemmelige dokumenter som han havde. Claire er nemlig CIA agent. Således starter ”Duplicity”, og det bliver ikke minde rodet undervejs. Nogle år senere, da Ray er på mission i Rom løber han ind i Claire igen. Men da de to har en speciel kemi, ender de hurtigt i Penthouse suiten på et meget dyrt hotel igen. ”Der må da være en måde man kan komme til at leve sådan her hele tiden?”
Samtidig i New York kæmper to finanskumpaner en kamp til døden med deres to firmaer. Howard Tully(Tom Wilkinson) og Dick Garsik(Paul Giamatti) ejer hver deres multinationale firma. Burkett & Randle og Equikrom henholdsvis. Begge firmaer vil gøre hvad som helst for at få den anden ud af marked, og da det ser ud til at Burkett og Randle har et nyt produkt på hånden, spidser tingene for alvor til. Dick Garsik ansætter et helt hold af tidligere spioner i et forsøg på at finde ud af hvad hemmeligheden er. Men i en film som denne er tingene aldrig som de er og selv om det hurtigt bliver Ray og Claires plan at stjæle ideen og sælge den selv, går tingene aldrig som man planlægger.
”Duplicity” er djævelsk sjov, fordi den er larger-than-life i sit store finansielle spil. Gilroy nyder tydeligvis spillet mellem spioner og almindelige mennesker. For eksempel tag en scene fra ”Bourne Identity”, som Gilroy skal manuskript til. Bourne er en spion, så han gør tingene på sin måde. Alt skal times og tilrettelægges og intet skal overlades til tilfældighederne. Mens hans kvindelige modpart bare går ind og spørger. Ikke i spillet mellem mand og kvinde, men i spillet mellem spion og almindeligt menneske. Det er Gilroys mening, at den eneste grund til at der stadig er spioner her efter den Kolde Krig, er fordi de nyder at spille spillet. Ikke fordi det er nødvendigt. Og det er hele ideen i ”Duplicity”. Alle løber rundt som om det galt dem livet, og i virkeligheden kunne Ray og Claire bare tage almindelige jobs, også være sammen.
”Duplicity” er alle tiders hvis man kan lide gamle Bogart/Bacall film. Det er en moderne spion film, i den gamle stil, men filmen har haft svært ved at finde publikum, fordi den er svær at sælge. Det er måske mere en film for folk der elsker film, men hvis man nyder spioner, romance og stil vil man finde filmen interessent.
