Skriv en kommentar
I en lille by ved havet i Chile bor der fire katolske præster og en nonne. De bor der, i hvad der ligner udkanten af verden, fordi de hver på deres både er syndere i alt fra at være homoseksuel til at tage spædbørn fra ugifte kvinder til viede par. De lever et stille, afskåret liv, hvor det vigtigste de kan tage sig til er konkurrencer med deres væddeløbshund. En dag kommer en ny præst til huset, der har forgrebet sig på små drenge. Kort efter hans ankomst, kommer et af hans ofrer forbi, og konfronterer ham med hans overgreb, hvilket driver præsten til selvmord. Der fører til, at den katolske kirke må sende en ung præst ud for at undersøge huset og dets beboer, hvilket fører til flere konfrontationer med flere synder.
Når tiden ikke flyver
Præsternes stille liv går igen i filmens tempo. Selvom filmen faktisk flere steder er klippet næsten sporadisk med jumpcuts og spring i tid og sted, er den overordnede følelse, at filmen går utroligt langsom. Det lidt trøstesløse liv går også igen i landskabet, der virker gråt og koldt på trods af, at det burde være et idyllisk sted. Det er som om, der ikke er nogen farver i hverken landskabet eller livet generelt. Og det er denne straf, som præsterne og den ene nonne må udstå.
Et opgør med synderne
Når man bor i et land som Danmark, kan det godt være lidt svært at sætte sig ind i, hvordan man andre steder indretter hele sit liv efter religion. Måske især katolicismen, der i høj grad handler om, at undertrykke mange af menneskets drifter, virker fremmed for vores liv her. Af den grund er det også som om, der er noget, der går tabt i oversættelsen, og det er ikke bare pga. sproget. Det virker til, at filmen rummer et større opgør med den katolske kirke, hvor præsterne på hver deres måde repræsenterer kirkens fejl, og hvordan den har søgt at gøre op med dem. Og det er ikke gennem selvransagelse, men med flere hemmeligheder og at lade andre uskyldige lide. Men dybden af dette opgør er svært at forstå, når man ikke har et bedre indblik i det katolske liv og historie end i hvert fald undertegnet har.
Tid til tanke
Så selvom man fornemmer den underliggende kritik og et igangværende opgør, så virker filmen utrolig tung. Det langsomme tempo, det farveløse landskab, og de gentagende samlesange gør, at man virkelig skal være vågen, for ikke at blive lidt træt. På den anden side er det også en film, der har haft nogle ambitioner og et budskab. Det er nok en film, man kan gå og spekulere lidt over i ret lang tid, og der er jo også en vigtig nævneværdig kvalitet for en film.
