Skriv en kommentar
I forbindelse med alle musikdokumentarerne, der rammer de danske biografer for tiden, om store musiktalenter, der gik bort i en alt for ung alder (Janis Juplin, Amy Whinehouse), er det kun passende, at Cinemateket viser historien om den enestående musiker Elaine Stritch.
Dokumentaren følger Stritch i den sidste del af hendes livs efterår, da hun er i gang med forberedelserne til det, der skulle ende som hendes sidste turne. I en alder af 87 år er det ikke bare problemerne med at huske sangteksterne, der går hende på sinde, men hendes alkoholmisbrug, diabetes og alle de klassiske alderdomsproblemer, der virkelig sætter tingene i perspektiv.
Det er både barsk og rørende at se, hvordan Elaine pludselig glemmer, hvor hun er, eller da hun bliver hasteindlagt på hospitalet, for som Elaine selv siger: ”Så er det ikke for de svage at blive gammel”.
Elaines unikke personligheder gør dokumentaren gribende.
For det kunne let have været en medlidenhedssøgende historie, men fordi Elaine er så meget sig selv, og giver så meget af sig selv, bliver det til en brutalt ærlig fortælling. Det har ikke været let, at være den store broadway-stjerne Elaine Stritch, særligt når man er omgivet af så mange uægte mennesker. Det har ført til en noget rapkæftet og til tider irriterende attitude, men på alle mulige måder prisværdigt, og sådan et mennesker har man virkelig lyst til at lære at kende. Hun giver nemlig aldrig nogensinde op. Selv når hun glemmer teksterne, siger hun det bare som det er, og forsætter derefter.
Elaine Stritch: Shoot Me er et hudløst ærligt portræt af en stor stemme og personlighed, der desværre gik bort for lidt over et år siden. Hun var altid sig selv, og tvang derved andre til også at være det. Og selvom denne manglende distance havde sine konsekvenser, så blev alle rigere af hendes tilstedeværelse, og derfor skal du se dokumentaren om det skønne menneske.
