Skriv en kommentar
I Eliten møder vi Carl, et ”one-hit-wonder”, der har hvilet på laurbærrene siden hans gennembrud som forfatter fat sted for efterhånden en del tid siden. Der sker ikke meget, men i en brandert bryder han ind i sin demente fars villa og beslutter sig for at flytte ind. Der går ikke længe inden hans kunstneriske venner flytter ind sammen med ham, hvorefter det tilsyneladende ikke er andet end en uendelig oase af fester og druk, eller er det nu også det?
Filmen leger meget med vores virkelighedsopfattelse. Folk springer ind og ud af historien uden årsag eller varsel, og for at danne yderligere grubund for mistanke, så skriver Carl om alt hvad der sker. Er det hele en del af Carls fantasi, eller han bare så langt væk, at det til tider virker sådan? Det er nogle af de spørgsmål som vi gerne skulle stille os selv, men aldrig rigtig kommer til, fordi leveringen er helt rundt på gulvet.
For meget repetition
Det er ganske vidst interessant at forsøge og finde ud af, hvad der egentlig sker, men når der sker det samme igen, og igen, og igen, så begynder interessen lige så roligt sive ud. Vi ser ganske enkelt den ene festmontage efter den anden, men historie er der ikke meget af. For at kunne slippe af sted med at lave en filmen så åben for fortolkning, så skal der også gøre en ekstra indsats fra producentens side. Det er ikke ligefrem fordi, at der er en filosofisk eftertanke, der skinner igennem. I stedet ender man med at få kvalme ligesom alle dem, der deltager i filmens fester, fordi hele seancen virker mærkeligt vulgær.
Eliten er tydeligvis et forsøg på at lave en dybere film, end de involverede magtede. Det er virkelig ærgerligt, fordi der ligger et potentiale for en god historie gemt et eller andet sted i den her film. Men et manglende fokus på at skabe noget dybde i stedet for at skabe en mystik omkring troværdigheden af begivenhederne gør altså, at det hele mere fremstår som en forvokset kortfilm, end en spillefilm.
