Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Naomi Watts spiller den identitetstvivlende skuespiller, Ellie Parker, der render fra casting til casting i håb om at få en filmrolle i Hollywood. Hun har så travlt, at hun klæder om i bilen, mens hun kører. Seriøsiteten af de forskellige castings aftager i løbet af filmen, hvor det starter mest professionelt, og senere bliver det uden instruktørens tilstedeværelse og til sidst er de ansvarlige skæve/fulde under en re-casting. Privat bor hun sammen med den tilfældige Justin (Mark Pellegrino), som hun overvejer at forlade, men – som hun betror til sin psykolog – kan hun ikke holde ud at være alene. Alligevel forlader hun Justin, da hun fanger ham i færd med et sidespring. På vej væk påkøres hun af en fyr, Chris (Scott Coffey), med hvem hun udveksler telefonnumre. Hun flytter ind hos veninden, Sam (Rebecca Riggs), der også er skuespiller. Vi følger en af deres skuespilstimer, der er mere amatøragtig end de castings, hun går til. Tilfældigvis støder hun på Chris igen, og de aftaler at date, og han bliver et midlertidigt vendepunkt. Han har dog ikke samme intentioner som hende, og hendes situation er muligvis status quo: ulykkelig, uden en stor skuespillerrolle og uden kærlighed, men hun er måske kommet et skridt tættere på at have fundet sig selv. Og som Ellie selv siger på et tidspunkt: ”Jeg er måske bange for at begynde at leve mit liv”.
Naomi Watts har for længst vist sit skuespillerformat i David Lynch’s Mulholland Drive og 21 Grams. Denne rolle er noget helt andet og langt mere krævende, idet hun stort set er med i hver scene, og filmen er dybt afhængig af hendes præstation. Jeg finder Ellie for troværdig, på trods af at hun kan virke lidt for teatralsk og overspillet til tider, og man får lyst til at losse hende bagi for at skubbe hende i den rigtige retning. Filmen rummer mange close ups, og Naomi har nogle fantastiske mimiker og et vidunderligt ansigt/blik. Hun kan være: mystisk, rå, væmmelig, gådefuld, fortvivlet, grinagtig, naiv, grim og guddommelig smuk.
Ellie Parker startede som en kortfilm, der blev vist under Sundance Film Festivalen 2001, og herefter skød Scott og Naomi flere scener, og filmen blev udsendt i 2005. Uden at have set kortfilmen, må spillefilmen have givet dem tid til at forme og nuancere Ellie’s fortvivlede liv. Filmen er meget kornet og er ikke renset for at forskønne billederne. Jeg synes, det forøger filmens troværdighed.
Filmen metafiktive lag er filmens svaghed, fordi Scott har valgt en fortvivlet hovedperson, og derfor kommer de få filosofiske og eftertænksomme tanker til at fremstå som halvtom lommefilosofi – og det på trods af, at der er nogle gode pointer i tankerne set i forhold til fordele og ulemper ved skuespillerfaget.
Jeg er positivt overrasket over Ellie Parker!
Intet nævneværdigt ekstramateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
PAN Vision.
