Skriv en kommentar
Sam Mendes er kendt for at have instrueret et bredt udvalg af film som to James Bond-film og den oscarnominerede "1917". Nu har han så kastet sig ud i et romantisk britisk drama, som må siges at være et forgævet forsøg.
Vi befinder os i 80'ernes England. Hilary ( Olivia Colman) arbejder i en biograf som daglig leder, men har også sine personlige udfordringer med sit mentale helbred. En dag starter en ny ung mand, Stephen ( Micheal Ward) og de to tabte sjæle etablerer hurtig en forbindelse til hinanden. Men med alle de personlige og sociale kriser bliver forholdet mere turbulent end først antaget.
Olivia Colman er intet mindre end fantastisk. Hun har strålet igennem vores skærme i snart 20 år, men det er først siden hendes oscarvindende præstation for "The Favorite" at vi for alvor har lagt mærke til hende.
Hendes præstation som den bipolare kvinde Hilary er forrygende, og hun alle følelserne sidder helt ude på tøjet. Hun får også ganske fint medspil af den unge Micheal Ward, hvis karakter igennem filmen skal forholde sig til den daglige racisme og diskrimination, men samtiden viser hans professionalisme og ydmyghed i en meget uretfærdig verden.
Til gengæld formår Sam Mendes ikke for alvor at slå sig fast på sin films tematik eller budskab. Den springer simpelthen rundt i alle aspekter, og dette føles vildende og forvirrende. I stedet for blot at holde plottet til sin biograf eller forholdet imellem de to ensomme mennesker, gaber Mendes over alt for mange ting på én gang. Det bliver simpelthen for ufokuseret og sjusket.
Selvom den anerkendte filmfotograf, Rogen Deakins, viser fine billeder af det engelske landskab, bliver det også meget uinteressant grundet det manglende overblik, og man sidder tilbage med en tanken af ligegyldighed og manglede opfyldt potentielle.
"Empire of Light" er et meget intetsigende og tid tider kedeligt håndværk fra Sam Mendes. Filmens helt store højdepunkt er oscarvinderen Olivia Colman, som har skabt et meget nuanceret og empatisk portræt af den midaldrende Hilary og har et fornuftigt samspil med Micheal Ward. Filmen ved ikke helt, hvad den gerne vil fortælle os igennem de to timers spilletid, og det bliver desværre en meget lang, ufokuseret og kedelig affære.
