Skriv en kommentar
Tag med til Encanto og mød familien Madrigal, som lever lettere hengemt i et magisk hus beliggende i Columbias bjerge. Forhistorien for denne lokation er dramatisk, hvor familiens kvindelige overhoved måtte flygte fra betvingere, og mistede sin mand undervejs. Alene til at passe på hendes tre børn, skete der pludselig noget magisk. En encanto voksede frem og et nyt spillevende hjem stod klar til at huse de fortabte. Hvert familiemedlem tildeles magiske evner af huset, hvor vi både har en brølstærk kvinde, en med skærpet høresans, en hvis mad helbreder de syge. Alle har familiemedlemmerne en helt særlig evne. Ja, altså lige bortset fra Mirabel, vores bebrillede hovedperson. Hun adskiller sig nemlig ved at være den eneste, som ikke kan noget helt særligt.
Hun kan ikke skifte ham, fremtrylle blomster eller noget lignende, som de andre familiemedlemmer kan. Udenpå skjuler hun det godt, men inden i så føler hun sig lidt udenfor. Hun kan ikke klare tingene lige så hurtigt og effektivt som de andre. Hun vil gerne bidrage, det bedste hun kan, men hendes indsats påskønnes ikke i samme grad. Det er i hvert fald den følelse, som Mirabel står tilbage med. Inden længe skal det dog vise sig, at der nok skal blive brug for Mirabels ”manglende superevner”. Idyllen skal nemlig vise sig snart at slå revner. Huset og magien går langsomt i forfald. Alt sammen relateret til en vision, som den forsvundne bror Bruno har fået. En vision som er direkte linket til Mirabel, som beslutter sig for at afværge katastrofen.
Encanto handler om selvværd og accept med det element, at vi alle har noget at bidrage med, og ingen kan alt på egen hånd. Encanto er fortryllende i sit maleriske univers, og dens musikvalg i forhold til geografi er uforlignelig. Man får helt lyst til at smække en Gloria Estefan-plade på afspilleren, og glemme alt om ”Last Christmas”. Der er dog ikke for 2 kroner julestemning i Encanto men til gengæld syd, sol og sommer. Familiefilm med stort F. Den er ikke pussenusset for at fange de yngste og den er heller ikke højpandet og fyldt med voksenreferencer. Den er lige præcis midt i mellem, og kan lige bære de 4 fuldgode stjerner. Lad dig ikke skræmme af det på papiret lange spilletid, for der er reelt ikke mere end halvanden time, da rulleteksterne tager en krig og en madpakke. Dermed er Encanto skåret lige til eftermiddagshyggen og kan fint klemmes ind inden Disneys Juleshow på tv.
