Skriv en kommentar
Åbningsscenen siger det hele. Tahara, en ung pige af pakistansk oprindelse, holder oplæg for skolekammeraterne på den strengt katolske skole og siger, at paven og Henrik Larsson (tidligere Celtic-spiller) begge er kristne, men ikke kan skæres over en kam. Selv erklærer hun sig som pakistansk-skotsk teenager, kvinde med hang til Rangers (den protestantiske Glasgow-klub) i en katolsk skole. Et moderne menneske i al dets enkelthed (og det kunne nogen landes regeringer nok lære noget af). Alligevel formår Ken Loach trods denne åbning at vise, hvor grotesk og absurd kærlighedens veje kan blive, når kærligheden er mellem en irsk katolik og en pakistansk muslim i det trøstesløst og fordomsfuldt Glasgow.
Ken Loach, der om nogen er manden bag den britiske ktichen-sink realisme, har tidligere imponeret med små armbevægelser i Kes, Sweet Sixteen, Family Life og senest et fint segment om en chilensk flygtnings refleksioner over 11.september, der også er dagen hvor Pinochet tog magten i Chile. Dette segment finder man på DVD’en 11”09’01-September 11 blandt 10 andre segmenter af bl.a. Samira Makhmalbaf og Sean Penn
Førnævnte Taharas storebror Casim bliver forelsket i Taharas unge lærerinde, Roisin, og de mødes hemmeligt og forelskelsen er gensidig, smuk og vedholdende.. Selvfølgelig viser det sig at Casim er lovet bort til en kusine fra Pakistan, hvilket giver Casim nogle forfærdelige valg at træffe. Skal han følge den vesteuropæiske idé med at følge hjertet, eller skal han holde sig til den pakistanske tradition og gengælde sine forældres kærlighed og respekt ved at gifte sig som aftalt. Bedst som man tror at filmen måske henfalder til at blive ensidig antimuslimsk trækker Loach en kanin op af hatten. Roisin, der er meget populær blandt eleverne på skolen, kan nemlig ikke fortsætte sin ansættelse på den katolske skole, så længe hun bor sammen med en muslim. Så grusom verden er .
Ken Loach er ikke en mand, der kaster om sig med floskler og klichéer i stor stil. Der skal ikke pyntes med overflødig dialog eller hjerteskærende baggrundsmusik. Ken Loach fortæller tingene som de er – og det er alt rigeligt. Den forbudte kærlighed udvikler sig og på et tidspunkt føjer Casim sig for traditionen og gør det slut med Roisin på en bagtrappe i det hus hun bor. Der sidder hun så, den irske skønhed, på den golde trappe og græder stille tårer. Scenen viser, hvor lidt der skal til for at gribe seeren om hjertet, og det er hvad filmen gør uden at tage stilling til rigtigt eller forkert, hvilket jo stort set også at umuligt, på trods af visse regeringers ønske om at skære alt og alle over en kam. Verden er en stor mangfoldighed og kærligheden frem for alt er svær. Det magter Ken Loach at sige uden at ytre sig ret meget.
Skuespillet er ligeledes helt igennem gribende og naturligt. Man overvejer selvfølgelig undervejs, hvilke teknikker Loach benytter sig af i sin instruktion, for det hele virker meget autentisk, som havde han sneget sig ind på hverdagen med sit kamera. Casim spilles af Atta Yacub, som debuterer overbevisende og med skotsk accent, som var det en arbejder fra Glasgow, der havde lagt stemme til. Modsat ham finder vi Eva Birthistle som Roisin i en rolle hun vandt London Critics Circle Film Award for.. Begge forstår at tillægge rollen en naturlighed, der er så sjælden på film, men som er helt afgørende i Loach’s værker overhovedet. I det hele taget er det ganske forbløffende, hvad Loach får ud af de helt uprøvede skuespillere. Den eneste gamle Loach-kending er Gary Lewis, som man kender fra My name is Joe, Skagerrak og Gangs of New York.
Den forbudte kærlighed på tværs af religion og kultur kender vi helt tilbage fra Fassbinders Angst essen Seele auf, Damien O’Donnells East is East og Erik Clausens Rami og Julie. Men vi kender den også fra dagligdagen, hvor man ustandseligt hører fordomme. Derfor er det mærkeligt, at man ikke ser flere film med denne tematik. Loach er om nogen en politisk kunstner i en tid, hvor det er dybt umoderne og samtidig problematisk uden at få ørerne i maskinen. Han forstår kunsten at kritisere og forstå i samme øjeblik, og det er meget tiltrængt i en tid, hvor realismen på film stort set kun handler om ægteskabsdramaet i en kridhvid familiekonstruktion. Originaltitlen på filmen Ae Fond Kiss stammer fra et digt af den skotske nationalpoet Robert Burns, og filmen er ligeså smuk som digtet, men på helt andre præmisser, hvor patos er gemt af vejen og hvor kunsten fortæller sig selv. Et dristigt kys er en sjælden perle fortalt uden patetiske filmfloskler, og til dem, der hungrer efter virkelighed og autencitet; Sluk reality-TV’et for en aften og gå i biografen.
