Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Imens strømeren Raymond Pope dyrker sine heftige masochistiske tilbøjeligheder med sin kollegas kone, er hans egen kone på vej op til et skummelt slot for at pleje sine lesbiske tilbøjeligheder med slottets blonde beboer Elizabeth Kane. Men da Elizabeth er vampyr får vi ikke mange minutters lesbisk sex førend konen er død. Efter en lille uges tid eller så, opdager Raymond at han mangler sin kone og starter en efterforskning der hurtigt sætter ham på sporet af Vampyren. Hun er dog træt af at blive jagtet rundt så efter få minutters lesbisk sex med kollegaens kone (elskerinden) hænger hun Raymond op på det efterfølgende mord på denne og senere på mordet på Raymonds lesbiske barnepige, der dog bliver begået af Elizabeths tro tjenerinde Irina og uden indledende øvelser. Slutteligt bliver vi præsenteret for den forklarende professor og det endelige opgør der pudsigt nok lægger op til lidt lesbisk sex, førend vampyrdullen kommer bag lås og slå i et helligt fængsel uden for Venedig.
Nu har en god vampyrfilm altid været vældigt underholdende. Lige fra Max Schreck i 1923 trak sin karakteristiske skygge i Nosferatu, over Coppolas visuelle lækkerbisken Dracula fra 1992 og Anne Rices samvittighedsplagede vampyrer i En Vampyrs Bekendelser (1994) til den herlige sværdsvingene tegneseriehelt Blade fra 1998. At Vampyren så, ud over at være et blodtørstigt væsen, også er tæt forbundet med det sanselige og erotiske, er noget som både Bram Stoker og Dracula’en over dem alle Bella Lugosi (1882-1956) fik fremhævet. Så at man nu i 2006 hvor censuren har ændret sig og grænserne er blevet rykket vil vise en verden hvor hovedvægten ligger på blodets sanselighed og den ”erotiske vampyr”, er både logisk og en glimrende ide.
Desværre rammer filmen Eternal så langt ved siden af det hele som det vel næsten er (u)menneskeligt muligt. Jeg har set dybfrosne pizzaer med en langt højere sensualitet end sekvenserne i denne sørgelige undskyldning for en vampyrfilm. Sekvenser der i øvrigt udspilles i kulisser der næppe ville være sluppet gennem nåleøjet på det lokale amatørteater. Spændingskurven røre sig ikke ud af flækken og man gaber sig igennem de cirka 108 tåbelige minutter.
Den for os forholdsvis ukendte franske Caroline Néron forsøger sig som Elizabeth, men trods en bøvet accent der ville få selv Lugosi til at krumme tæer, ser hun mest af alt ud til at ønske sig selv hen hvor peberet gror. TV og birolleskuespilleren Conrad Pla har i Eternal fået sin første hovedrolle som strømeren Raymond og giver den derfor fuld skrue med hønserøvsmund, sammenknebne øjne og ordet ”fuck” hvert andet sekund. En lige så jammerlig præstation som selve filmen, der både er skrevet og instrueret af det debuterende makkerpar Wilhelm Liebenberg og Federico Sanchez.
Normalt bør man udvise stor tolerance og forståelse for debuterende instruktørers første famlerier. Men i tilfældet Liebenberg & Sanchez må man nok bare sande at filmbranchen ikke er stedet for dem. Lad os alle bede til at de har selverkendelse nok til selv at kunne se det.
Ekstramaterialet består af en trailer for filmen samt diskografier på nogle af de medvirkende. En stjerne for det.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Pan Vision.
