Skriv en kommentar
Det er efterhånden flere år siden, at Will Smith blev betragtet som den helt store kanon i Hollywood. Som en af de få sorte mænd, kunne han trækker millioner i biografen, øjensynligt lige meget, hvilken film det egentlig var han lavede, men så begyndte han at hvile på laurbærrene og bruge al hans goodwill på at fremme hans egne børn, hvilket i dag har gjort, at han står i en position som, tidligere verdensstjerne, i stedet for den store kanon, han var førhen. Men med hans nyeste film Focus, er der måske håb for, at det hele kan vende igen.
I en mere voksen rolle som en svindler, der lever af at lyve og manipulere andre møder vi Will Smith som Nicky. Hans liv er ikke så glamourøst, som vi ellers er vant til at se det på det store lærred, men det hele kører bare der udad, ind til han møder en kvinde.
Mødet mellem det nye og det gamle
For Focus handler ikke bare om Will Smiths karakter Nicky, men ligeså meget om hans kvindelige modstykke, Jess, spillet af den unge Margot Robbie. Der går ikke længe inden hun bliver betaget af hans liv, og så hænger vi ellers på dem resten af filmen, og det er faktisk en af de allerbedste elementer i hele filmen.
På trods af deres mere end i én forstand forskelle, så fungerer de virkelig godt sammen. Deres kemi slår gnister, så man faktisk er overbevist om, at de er så betaget af hinanden, at de vil gøre alverdens god og onde ting mod hinanden, hvilket ender med at blive filmens redning.
Vi har nemlig at gøre med en gammeldags film, hvor det meste af handlingen foregår gennem dialog, i stedet for store action højdepunkter undervejs, og det er til tider befriende, men det er også med til at hive noget af spændingen ud af historien. Det er ganske vidst en flot præsentation, at holde ens interesse hele vejen igennem, uden de store neon-eksplosioner hvert 20. minut, men bare en smule, eller i det mindste et lidt mere uforudsigeligt drama, havde været rart.
En letbenet affære
I sidste ende er det en meget letbenet affære. Mange af svindelnumrene, kan sagtens pilles fra hinanden, og flere af plotpunkterne, kræver nogle gange, at man sætter sin indlevelsesevne på en prøve, særligt med de mange forskellige tonefald filmen arbejder med. Der er lidt komedie, lidt drama, lidt romantik, faktisk lidt af det hele, og det kan være svært at finde ud af, hvad sammenhængen mellem de mange tonefald egentlig er.
Det er dog en dejlig film, rent visuelt. Der er blevet eksperimenteret meget med, hvordan man kan sætter scenerne op, så selvom meget er set før, så bliver det filmet anderledes, og det holder en på mærkerne.
Den bedste måde, at beskrive film på ville være, at det er en helt almindelig romantisk komedie, med de op- og nedture, komiske og tragiske øjeblikke man kan forvente, men hvor der er tilsat en lille smule svindler spænding undervejs. Det hele er meget behageligt, dog uden, at man på noget tidspunkt bliver rigtigt rørt eller grebet, men til gengæld er det hele filmet en lille smule anderledes, så man bliver vækket fra sin stille søvn, gennem de skæve vinkler og ikke mindst hovedkaraktererne, der er blevet gjort levende af et par karismatiske skuespillere.
Ficcara og Requa, fortsætter stilen fra Crazy, Stupid, Love og leverer endnu en på mange måder ganske almindelig film, men fortalt på deres egen lidt skæve måde. Det er ikke stor filmkunst, men takket være Smith og Robbie, så viger blikket aldrig for skærmen og man er godt underholde hele vejen igennem.
