Benjamin Finnegan er skattejæger, og en uheldbredelig en af slagsen. Han bruger al sin tid på at lede efter netop den store, skat, der kan sikre ham et langt og godt liv i luksus. Med al den tid han bruger på at lede efter guld på havets bund og når han tilmed er en kendelse distræt, så er det kun naturligt at hans forhold til konen mildest talt ikke er godt, og en skilsmisse står da også for døren. Finnegan, eller Finn som han kaldes får nys et muligt findested for en kæmpemæssig glemt skat på havets bund, dronningens medgift, som han har ledt efter i otte år.
Tess er mildest talt ikke glad for sin kommende eksmand, og det bliver ikke bedre, da hun forenes med ham igen på en yacht ejet af rigmanden Nigel Honeycutt. Pludselig er hun indvolveret i en gal skattejagt, og hænger endnu en gang på sin mands skøre planer. Finn selv har travlt med at finde skatten for ikke nok med at han skylder penge allevegne er gangsteren Bigg Bunny ude efter ham i stor stil.
Fool’s Gold er for så vidt en standard eventyrfilm. Der er spænding, romantik og tusindvis af gulddubloner på havets bund, der bare venter på at blive fundet. Manuskriptet er ganske udmærket, og der afviges ikke fra den traditionelle form, og det er måske det der i længden bliver Fool’s Gold’s problem. Det er ganske givet en fejl at det netop er Matthew Maconaughey, der spiller hovedrollen. Vi har netop set ham i den ganske underholdende Sahara, der mere eller mindre har samme fortællestruktur som Fool’s Gold, og som desværre for denne film, gør det en hel del bedre.
Den er ganske enkelt for forudsigelig, og var det ikke for tre stærke hovedroller (Maconnaughey kan jo ikke gøre for at han åbenbart er den fødte skattejæger på film). Hudson og Donald Sutherland er begge gode i rollerne som henholdvis hustruen og rigmanden.
Man skal ikke forvente sig det helt store sus af Fool’s Gold, men den er dog seværdig og sine steder underholdende.
Anmeldelsen afsluttes med:
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Bros..