Skriv en kommentar
Forbandelsen spiller på alle de rigtige tangenter. Den første halve time hopper man skræmt i sædet hver andet minut, hvorefter der skrues en lille smule ned, dog ikke uden at man bliver skræmt hurtigere og oftere end man kan nå at spise sine popcorn. Styrken ved Forbandelsen er at den er en skøn sammenblanding af den underspillede, antydende japanske gysergenre og så den kropslige skrækfilm som vi kender den fra talrige amerikanske produktioner. Forbandelsen er en re-make af den japanske gyser JU-ON. Heldigvis har man valgt at beholde Takashi Shimizu som instruktør, og det mærkes tydeligt at det er ham der trækker i den rigtige retning. Stod han ikke som instruktør var filmen sandsynligvis blevet fuldstændig ødelagt.
Historien er der ikke meget kød på. Den unge amerikanske hjemmehjælper Karen bor i Tokyo med sin kæreste. En dag hvor en af de andre hjemmehjælpere ikke dukker op, får hun chancen for at tage på sit første hjemmebesøg alene. Hun skal hjælpe en amerikansk familie, der har en ældre kvinde boende, der ikke kan klare sig selv. Da Karen ankommer finder hun kvinden i liggende i et stort rod ude af stand til at gøre ret meget. Den ældre kvinde er mere eller mindre en grøntsag, og Karen giver sig til at gøre rent i huset. Huset er stort og tomt og under sit arbejde forstyrres Karen af besynderlige lyde. Da hun går på opdagelse finder hun mere end hun leder efter. Huset er ramt af en uhyggelig forbandelse, der ødelægger alle der kommer i kontakt med det. Rædslerne står hurtigt i kø for den unge hjemmehjælper.
At historien er svag gør egentlig ikke noget. Man ser jo som regel ikke en gyserfilm for at få en god fortælling - det handler om at blive bange. Det handler om at turde lade være med at lukke øjnene når det er aller, allermest uhyggeligt. Det skal helst løbe koldt ned ad ryggen og kærestens hånd skal også helst klemmes helt følelsesløs. Forbandelsen er heldigvis uhyggelig, og man bliver skræmt. Denne anmelder hoppede under alle omstændigheder i sædet mere end en gang. Desværre for filmen er den næsten for uhyggelig. Det føles slet ikke som om der er tid til lige at slappe af et øjeblik, man bliver skræmt igen og igen, og til sidst er det næsten bare for meget. Det er som om filmen ikke rigtigt vil andet end få sit publikum til at sidde og ryste i biografsæderne. Det må dog siges at det lykkes filmen at spille på alle effekterne og bygge mange virkeligt skræmmende scener op. Så på den ene side er filmen en fortræffelig gyser fordi den gør nøjagtig det den skal, mens den på den anden side skyder sig selv i foden ved netop at skræmme sit publikum konstant. Især lydsiden er kraftigt med til at bygge scenerne op. Volumen skrues helt i bund og man begynder at ryste i takt med højtalerne, og får indtil flere chock på den konto. Generelt må stemningen siges at være helt igennem genneført. Man skal være lavet af sten for ikke bare at svede lidt i håndfladerne. Det skal også nævnes, at der er blevet sat lidt mere struktur på fortællingen der stadig ikke er kronologisk. JU-ON kunne være lidt svær at finde rundt i – det er forbandelsen ikke.
Mange vil nok hævde at Forbandelsen ved at blive re-maket har mistet sin sjæl. Det er som oftest det der er tilfældet når europæiske eller asiatiskefilm bliver amerikaniseret, og det er da også tydeligt at der er sket visse tillempelser i denne film. Det der før var antydninger og tyk stemning er nu blevet til et lidt mere fysisk gys. Forbandelsen er så absolut ikke et af de værste eksempler på genindspilninger, for man har trods alt bevaret noget af det der gjorde den oprindelige film seværdig. Den specielle japanske gyserstil går også igen, og fans af JU-ON, kan helt sikkert godt tåle at se filmen. Den er ikke så god som sit oplæg, men er helt sikkert et godt gys værd. Desuden skal det nævnes at Sarah Michelle Gellar slet ikke tosset som den unge hjemmehjælper, og at man heldigvis sagtens kan abstrahere fra hendes fortid som Buffy – the vampire slayer.
