Skriv en kommentar
Jeg føler at John Carney har skrevet og instrueret denne film før. Men Once (2006) var en lille charmerende film om to mennesker og hvordan deres forhold til musik bringer dem sammen. Once (2006) foregik i Irland og de to hovedroller var langt bedre musikere end skuespillere. Til gengæld var de charmerende, og kemien imellem dem var umiskendelig.
Til sammenligning foregår Forelsket i New York i en amerikansk storby og hovedrollerne bliver spillet af Keira Knightley og Mark Ruffalo. Temaerne er de samme. Noget om hvor magisk musil er, og hvordan det bringer folk sammen.. Men i denne omgang virker det hele lidt fortyndet.
Keira Knightley er ikke overbevisende som musiker, og hele påstanden om at de vil være originale og kæmpe mod musikbranchens traditioner falder til jorden når musikken og koncepterne ikke er originale. Tanken er fin, og udførelsen fejler aldrig rigtigt noget, men den er heller aldrig rigtigt særligt interessant.
Tanken om at optage et album musik i New Yorks gader med byens lyde i baggrunden er egentligt god. Men de sange der optages virker alle så neutrale, poppede og ligegyldige af charmen fra byen går tabt i den kedelige musik. Det samme gælder filmen. Det er en fin tanke at kærlighed og venskab kan bygges på en fælles interesse og kærlighed til musik, men udførelsen her føles bare lidt tam. De kunne lige så godt være fælles om ethvert andet projekt, musikken er ligegyldig.
Når det så er sagt har filmen nogle højdepunkter. De forskellige repræsentanter fra musikbranchen gør alle et godt stykke arbejde med at opføre sig griske og forældede. Hailee Steinfeld gør også et godt stykke arbejde som Mark Ruffalos teenage datter, uden at det er en rolle der egentligt har meget indhold. Også scenen hvori Mark Ruffalo langsomt forestiller sig de forskellige musikalske elementer der skal til for at fremhæve den sang Keira Knightley opfører alene på scenen er et fantastisk indblik i hvordan en producers hjerne bør virke. Sangen er stadig poppet og lidt ligegyldig, men det er en fed teknisk løsning på at vise det.
Men mit favorit element var faktisk Adam Levine, forsanger for Maroon 5, der spiller Keira Knightleys rockstjerne ekskæreste i filmen. Nogen påpeger i filmen at lige meget hvad han udtrykker at følelser for Keira Knightley vil han altid elske scenen og populariteten mere. Og hele vejen igennem giver han udtryk for dette. Når de er sammen virker han både forelsket og distraheret. Han udtrykker en ting, men viser en anden, på en mere ærlig måde end resten af filmen præsterer. For mig er han også en del af filmens højdepunkt, da han står på en scene og synger, og Keira Knightley kan se hans forhold til publikum, og hvordan det får deres personlige forhold til at blegne.
Filmen kommer til at virke som en bleg imitation af John Carneys egen Once (2006). Den har et par fine scener, og smukke præstationer fra et par biroller i filmen, men desværre er den ikke overbevisende i forhold til sit hovedtema. Musikken er forglemmelig, og det gælder desværre også filmen.
