Skriv en kommentar
Når film er så indie, at de ikke engang må kaldes indie, så er de mumblecore. Greta Gerwig er hertuginde af mumblecore, og når hun teamer op med Noah Baumbach, så ved man, hvad der kommer: en quirky historie, der er sød sød sød. Baumbach blæste ind på alle Sundance Film Festival slash Burning Man-elskendes top10 i 2005 med talkien The Squid and the Whale. Sammen med Gerwig, der spiller titelrollen, har de skabt et eventyrligt kammerspil, der er lidt mere livsglad end Strindberg, med fokus på dialog, enkle, rene scener og utalte forbindelser mellem 20ish voksenunge i Washington Heights, New York.
Frances Ha i Frances Ha har én rigtig god veninde, Sophie. Problemet er bare, at hun er mange af de ting, hun ikke selv er. Tjekket, i job og sat. Filmen åbner med en skøn medley af de to veninder, der fjoller rundt, danser på gaden, spiller backgammon osv. Det ville være så dejligt, hvis éns liv bare var en montage. Her bliver grundstenen lagt for resten af filmen med fokus på især de to personer og deres karakteristika. Frances er som hovedrolle original, uprætentiøs og umiddelbar. Og sådan nogle kan man godt lide. Filmen formår hurtig at skabe medfølelse for Frances, og man vil hende gerne. Men sådanne typer løber nu engang ind i problemer og nederlag, når verden rundt om dem fokuserer på selvrealisering, kapital og at være tjekket, uden det virker fingeret. For det er jo ikke tjekket at være alt for tjekket, men heller ikke sejt at være usej… Ja det er en svær balancegang.
Ukulele
Filmen lykkedes med mange af de ting, filmen skal lykkes med. Personerne er empatiske, dialogen og scenerne sjove og historien er opbyggelig og moralsk. Eksempelvis da Frances møder hendes hemmelige beundrer med kæreste, da hun er på vej på spontan weekendtur til Paris. Pigen rådgiver Frances til at lade være med at tage noget af Proust med, da det er for tungt – i kufferten. Desværre virker den til tider lidt for perfekt. I ved – den er sort/hvid, fordi det er flot og artsy, der er finurlig ukulelemusik, når Frances løber igennem gaderne, dialogen sidder til tider lidt for lige i skabet og sådan. Det bliver et sminket filter af hverdagen, der er utroværdig, når essensen af filmen er at være ægte.
Filmen gør ikke nogen fortræd, men når af samme grund ikke helt ind under huden på én. Det behøver sådan set heller ikke være succeskriteriet i alle film, og den her form for hyggelig, ”magisk socialrealisme” har helt sikkert sin egen berettigelse. Magisk i tanke, ikke effekter. Francis Ha viser på traditionel vis et alternativ til mainstream film på en mindre insisterende neurotisk måde end hendes soulsister Lena Dunham f.eks. gør det i tv-serien Girls (2012-). Det er nu de samme problemstillinger, samme gruppe af mennesker (Adam Driver har ikke skulle ændre meget i sine to optrædener) og det gør måske Frances Ha en smule dateret. For jaja det er cool at være i New York. Er det bare det længere? Her kunne man fremhæve et mere intuitiv alternativ som Cameron Crowes Say Anything (1989), der mere subtilt og finurligt fremviser upletfri unge, der skal være voksne.
Merry-go-round
Men det er samtidig et dejligt alternativ og man er grundlæggende i godt selskab i alle 86 minutter. Filmen har både modsatfyldte karakterer og stereotyper på en fed måde. De holder. Sophie, der er forlægger uden at læse bøger, sidder med sin iPhone i metroen og venter på et-sekunds-signal til at kunne tweete, er en sjov modpol til altid nærværende og drømmende Frances. Frances bliver et symbol på ukuelig optimisme og naiv tro på verden, der til tider virker lidt for sminket. Historien om at finde sin plads er tidsløs og den bliver forløst godt i Frances Ha. Titlen og slutscenen binder det hele sammen i en fin metafor om det charmerende i at være ufuldendt og det at finde et sted i sig selv og finde et sted bogstavelig talt.
