Skriv en kommentar
På mange måder ligner Funny people meget Apatows forrige film, 'Knocked Up'. Men den er, som mange andre kritikerer har nævnt en mere seriøs film end hans forrige. Dette betyder på ingen måde at den ikke er sjov, mere bare at det sjove er migreret lidt mere væk fra det seriøse indhold der ligger i centrum. Filmen ligger tematisk tæt op af de mange 'bromances' der i øjeblikket næsten rammer biograferne lige så tæt som traditionell romantiske komedier. De omhandler et venskab mellem to mænd, og deres romantiske aspirationer til diverse kvinder bliver lektioner til deres 'bro' frem for det reelle formål med filmene.
Filmens præmis, aldrende stjerne George Simmons(Adam Sandler) føler sig fortabt og søger derfor inspiration hos den yngre Ira Wright(Seth Rogen), er ikke videre original, men udførelsen glider så fint ned at det er tilgiveligt. Bedst er at degge rollerne får lov til at spille med musklerne. De viser en udvikling både i deres optrædender på scenen og i samspillet med hinanden og birollerne. Det samme gælder de andre roller der befolker filmen. De to kvinder er aldrig bare love-interest for en af vores hovedpersoner. De har personlighed, og ofte bid, som giver dem dybde man ikke lige forventer. Når vi nu er ved biroller bør nok også nævnes Eric Bana der som altid dominerer billedet utroligt meget. Det er spøjst at se ham sidde og nærmest se på Adam Sandler som et idol, men det må vel være et tegn på at manden gør det rigtigt. Han er mest et drama punkt, men er dog ganske sjov når det kræves, og ikke kune pga. hans australske accent som flere andre paroderer ganske håbløst gennem filmen.
Til stor del er komikken i filmen adskilt fra resten ved at handle om standup. Mange af de bedste grin er nogen man deler med et publikum der oplever de to hovedpersoner på scenen. Dette forhindrer ikke dem begge i at forsøge sig med smarte bemærkninger i den 'virkelige' verden, men mange gange falder disse til jorden, lidt som man kunne forestille sig de ville gøre i vores dagligdag. Denne opdeling gør dog også at dramaet ikke føles så upassende som det til tider kan virke i 'Knocked Up'. Det er meget nemmere at føle empati for disse personer når de ikke primært er nogen der skal grines af.
Men det er tydeligt at det er en Judd Apatow film, og ikke en Adam Sandler film. I det mindste ikke i det format vi kender Adam Sandler. Han gør et udemærket stykke arbejde, og har helt klart baggrunden til at passe godt som George Simmons men er ikke umiddelbart en brilliant skuespiller. I sidste ende kan man spørge sig selv, om ikke Eddie Murphy eller Jim Carrey kunne have taget jobbet, uden at man havde opdaget den store forskel. Seth Rogen er bedst når man ser på Ira Wrights udvikling i hans standup optrædender. Samtidig med at materialet udvikler sig i takt med filmen, virker det som om at Ira bliver tydeligt mindre nervøs og mere selvsikker. I den dramatiske del af fortællingen er det mere manuskriptet end Rogens skuespil der viser udviklingen. Han bliver tydeligt 'ældre' og mere ansvarlig i sine handlinger, desværre uden at det virker som om hans skuespil følger med.
Alt i alt et bedre drama end man ville forvente med Adam Sandler, og helt sikkert sjov nok til at får en del grin ud af biografpublikummet. Men i sidste ende nok mest en del for lang, med vel over 2 timers spilletid bliver det hele lidt udstrakt. Specielt da de besøger Simmons ekskone går det hele en smule i stå, og bliver sukkersødt i lidt for lang tid.
