Skriv en kommentar
Den relativt ukendte, afghansk-fødte instruktør Manyar I. Parwani har med ”Himlen falder” forsøgt at tage mange alvorlige emner op – fra nynazismens voldelige miljø til en Tøndersagslignende historie om incest og børneprostitution indenfor familien. Filmen prøver at gabe over en alt for stor mundfuld, og det ender grimt på alle måder. ”Himlen falder” falder til jorden, og undskyld, men jeg bliver nok ikke den eneste anmelder, der laver det ordspil.
Mille Hoffmeyer Lehfeldt spiller Sara, en Kvinde Med Problemer, der bruger sin fritid på at vakle rundt i sin lejlighed og være deprimeret og forvirret. Sara har tydeligvis en Mørk Fortid. Hun får besøg af sin plejemor Else (Kirsten Olesen), der fortæller hende, at hendes biologiske mor er død. Dette gør Sara endnu mere deprimeret og forvirret. I sin depression og forvirring tager Sara hjem til sit barndomshjems omegn på Fyn, hvor hun møder sin bror Danni (Marcus Nicolas Christensen) og faren Kjeld (Dick Kaysø, af alle mennesker.)
Broren og faren genkender hende ikke, så hun giver dem et falsk navn, mens hun render rundt og er deprimeret og forvirret på Fyn. Brormand viser sig at være en voldelig nynazist, der har lagt sig ud med ”Jimmy”, om hvem vi ikke får andet at vide end, at han er ”sindssyg!” I mellemtiden viser det sig, at Kjeld har to nye, små døtre, og dem foregår der noget væmmeligt med. Sara tager til Dannis fest, der viser sig at være et nynazist-møde, hvor Sara af ingen særlig grund tager en ecstasy-pille (el. lign.) og går deprimeret og forvirret rundt. Efter festen sker der noget temmelig væmmeligt og unødvendigt. Hvis du ser filmen, så prøv at lægge mærke til, hvad denne væmmelige begivenhed bidrager til plottet. Svaret er: Ingenting!
Den ækle filmiske cocktail starter nogenlunde interessant og spændende, men halvvejs igennem (ca. ved nynazist-festen) falder den helt fra hinanden. Det bliver væmmeligere og væmmeligere, uden at der egentlig er nogen pointe eller substans i det hele.
Og ja, Tøndersagen var selvfølgelig grim og væmmelig, ligesom denne film fremstiller det, men det virker nærmest respektløst at lave en så umoden og billig film om det. Den føles tom og intetsigende på trods af de chokerende emner. Jeg ville næsten kalde det exploitation, og jeg plejer ellers ikke at have nogen problemer med film, der grænser op til exploitation. Gaspar Noés ”Irreversible” er f.eks. en glimrende, originalt lavet film, der foregår i et klamt, voldeligt miljø. ”Himlen falder” har bare ikke noget nyt eller særlig vellykket at byde på.
Og det er jo en skam. For i løbet af ca. den første time var jeg lidt interesseret i filmen og anede ikke, hvor den var på vej hen. Jeg kunne godt lide skuespillerne, især Mille Lehfeldt i hovedrollen, selvom hun ikke får så meget andet at lave end at se deprimeret og forvirret ud. Jeg kunne godt lide den visuelle stil med overmættede, gullige, beskidte farver og et håndholdt kamera, der hele tiden kommer pinefuldt tæt på ansigterne (og ja, vi har set denne stil mange gange før i danske dramaer.) Jeg kunne godt lide idéen om en person, der vender tilbage til sit barndomshjem og ikke bliver genkendt af sin far og bror, hvorefter hun giver dem et falsk navn.
Og så ender det bare så dårligt. Det er virkelig en skam, og jeg vil gerne se mere fra Manyar I. Parwani bare for at finde ud af, om han kan gøre det bedre end det her. ”Himlen falder” gjorde mig ligeså deprimeret og forvirret som dens hovedperson.
Så hvis du vil se en god dansk film om incest, se ”Kunsten at græde i kor” eller ”Festen.” Hvis du vil se en god dansk film om et beskidt, voldeligt miljø, se Nikolas Winding Refns ”Pusher”-film eller ”Bleeder”, måske ”Nordkraft”. Hvis du har en ustyrlig trang til at se Krummefar som pædofil børneprostitutionsbagmand, så kan du vel tjekke ”Himlen falder” ud. Den er elendig. Du er blevet advaret.
