Skriv en kommentar
Toere er altid svære. Og det er især, når man er så ambitiøs en instruktør som Peter Jackson: Ikke nok med at den gamle fantasy-mogul endnu en gang har kastet sig over en bog med et uhyre sammenpresset handlingsforløb og et ret besværligt persongalleri (13 dværge er mange at holde styr på, selv for garvede Tolkien-fans), han har tilmed sat sig for at skabe en episk brobyggende fortælling til kæmpesuccesen Ringenes Herre. Resultatet er en tyngde, som anden del af Hobbitten-trilogien Dragen Smaugs Ødemark til tider har lidt svært ved at bære. De ekstra kilo afholder den dog ikke helt fra at lette lidt en gang imellem.
Et tætpakket rejseprogram
Som sagt er Hobbitten en svær bog at filmatisere, fordi den simpelthen er så handlingsmættet. For at nå det hele bliver vores gæve rejsekompagni udsat for lidt af hvert: først et smut forbi hamskifteren Beorn, så videre ind i Dunkelskovens mørke, hvor ondskabsfulde edderkopper og stædige elvere lurer, derefter ned ad floden til Søby og til sidst videre mod bjerget og mødet med dragen, Smaug. Hvor alt dette behandles med en legende, hyggelig eventyrtone i J.R.R. Tolkiens oprindelige bog, forsøger Jackson at give det en helt anden episk tyngde i sin filmatisering.
Mens Howard Shores bombastiske eventyrmusik understreger seriøsiteten, er der skruet helt op fra dramatikken og ned for humoren. Det virkede i Ringenes Herre, men en besætning bestående af tretten dværge og én hobbit lægger bare op til en lysere stemning, som Jackson da også formåede at skabe mere af i den første film. I Dragen Smaugs Ødemark bliver musikken for tung, stemningen for dyster, og helt sjovt og gakket bliver det først, når Bilbo et godt stykke ind i filmen sender dværgene ud på et vildt tønderæs – og så er det til gengæld også rigtig sjovt, hvis man sætter pris på den slags. I det hele taget kunne jeg godt have tænkt mig, at Jackson havde lænet sig mere op ad Tolkien rent fortællerteknisk (mere humor, mindre tyngde) og fjernet sig mere fra ham rent indholdsmæssigt (færre digressioner, mere fokus).
Forfriskende nye bekendtskaber
De fleste ville nok påstå, at Jackson faktisk har bevæget sig temmelig langt væk fra Tolkiens oprindelige værk, men da jeg allerede ved den første film gjorde mig klart, at det var et stykke fanfiction snarere end en værktro filmatisering, generer det mig i sig selv ikke synderligt. Jeg forstår sådan set godt, at han vil kæde de to trilogier sammen; jeg forstår også, hvorfor vi skal møde vores gamle ærkefjende, Sauron, og hvorfor vi lægger vejen forbi gamle venner såsom Legolas; jeg forstår sågar, hvorfor man har valgt at præsentere en helt ny karakter, som aldrig tidligere har sat sine fødder i Tolkiens ellers så ekstensive univers. Faktisk er det nye bekendtskab, den krigeriske, men yndefulde Tauriel (Evangeline Lilly) et utroligt forfriskende indspark i den ellers så tunge dværgprutsmættede atmosfære. Hun åbner op for et følsomt spillerum, som den første film manglede. For at give hende og de andre karakterer mere plads til at udfolde sig, kunne man dog have overvejet at skære lidt af fedtet fra den oprindelige fortælling fra: f.eks. edderkoppeangreb eller hamskifteren i filmens første halvdel. Men Jackson elsker jo sine monstre.
Mod Smaug, mod lyset
Det lysner dog gevaldigt i filmens anden halvdel. Fra det gakkede tønderæs til mødet med den heltemodige Bard og til sidst det, som de fleste Tolkien-fans nok har ventet på: Bilbo og dragens lille snak. Jeg blev hurtigt så glad for det menneskebeboede, forfaldne Søby og helten Bard (spillet af den dertil velvalgte Luke Evans), at jeg havde lyst til at dvæle hos dem en anelse længere. Men videre skulle vi jo, og filmens højepunkt er da også mødet med dragen Smaug. Her går Tolkiens ord, den ufattelige computergrafik (wauw!) og Benedict Cumberbatchs rungende røst, op i en højere enhed.
En biografoplevelse værd
Det er film som Hobbitten: Dragen Smaugs Ødemark (klodset oversættelse af originaltitlen, men lad nu det ligge) der gør, at jeg synes, det er så hammersvært at give stjerner. Nok kan man finde en del svage punkter, men tilbage står det faktum, at det er en fantastisk flot film og et fortryllende eventyr, som alle med bare en smule hang til den slags, ikke skal snyde sig selv for.
Foruden de nye glædelige bekendtskaber, Tauriel og Bard, gør Martin Freeman og Ian McKellen det stadig fantastisk som henholdsvis hobbit og troldmand, og det er faktisk helt dejligt at møde Legolas igen, selvom han nok ikke er den Ringenes Herre-karakter, de fleste har savnet mest. Ensemblet samt de fantastiske effekter betyder altså, at filmen er ganske udmærket dens tunge plot til trods. Jeg glæder mig stadig som et lille barn til den næste - og mon ikke jeg også skal ind at se denne her en gang eller to mere?
P.S. HFR 48fr/sec (High Frame Rate) er til alle tider noget pjat. Se den i 2D eller almindelig 3D og undgå hovedpine.
