Skriv en kommentar
Som det fremgik i min anmeldelse af trilogiens anden film Dragen Smaugs ødemark, har jeg haft en smule svært ved at sluge Peter Jacksons store episke Hobbitten-projekt. Jeg har hele tiden haft stor forståelse for, at intentionen ikke var at lave en-til-en-filmatisering af en børnebog, men at Jackson snarere stilede efter at skabe en prequel til Ringenes Herre. Ikke desto mindre fandt jeg det svært for alvor at lade mig opsluge af det overdådige eventyrunivers. Filmene forekom mig for tunge og kluntede og jeg kunne ikke slippe følelsen af, at Jackson pakkede gode (men efterhånden gennemkogte midgårdsingredienser) ind i nye og hjerteforladte CGI-effekter. Med andre ord havde jeg den ærgerlige fornemmelse af, at han gennemtraskede og gjorde vold på mit elskede Midgård.
Af en eller anden grund forsvandt denne aversion efterhånden som Hobbitten: Femhæreslaget skred frem. Måske skyldes det, at den danske grå vinter for alvor i år har fået mig til at længes efter eventyret. Måske trådte min gamle Ringenes Herre-nostalgi af uvisse årsager ind og fik overtaget. Måske har jeg nu alligevel lært karaktererne så godt at kende, at jeg ikke kan andet end at overgive mig til dem i denne skæbnens time. Alle disse grunde er skam plausible nok, men er de mon nok til at forklare, hvorfor jeg tudede mig igennem den sidste time af det episke klimaks?
Slaget om Midgård
Som direkte opfølgning på anden film starter historien i Søby, hvor dragen Smaug er i færd med at lægge alt i brændende ruiner. Vores menneskelige helt Bard får dog hurtigt sat en stopper for den sag. Alle, der ikke er bekendte med Tolkiens bog og havde håbet på det helt store drageopgør, vil muligvis undre sig over, at den dødsensfarlige fjende tilintetgøres, før filmens titel overhovedet dukker op på skærmen.
Så er vi i gang.
Som Søbys nye leder beordrer Bard sit folk til at begive sig mod Det ensomme bjerg, hvor de kan skaffe drageguld nok til at genopbygge deres by. Da de ankommer, opdager han imidlertid, at dværgekongen Thorin er blevet ramt af en slem omgang drageguldsfeber og nægter at dele sin skat med nogen. Før vi ved af det, er elverkongen Thranduil også dukket op med en elverhær i ryggen. Ligesom de andre forlanger han sin bid af kagen. Samtidig slipper Gandalf væk Dol Guldur (med hjælp fra bl.a. Elrond i flot guldrustning) og ankommer tids nok til at advare dem om , at der også er en orkhær på vej. Det viser sig snart, at Saurons orker har flere tricks i ærmet og de andre racer må derfor lægge egne stridigheder til side, hvis de vil forhindre den onde fyrste i at indtage den gunstige nordøstlige position.
Nu er det alvor
Selvom vores gamle helte stadig er i centrum, bliver det nu tydeligt, at de kun spiller en lille rolle i et omfattende spil, der også har kæmpe betydning for den kommende krig i Ringenes Herre. Da alt bindes mere eller mindre sammen i det store femhæreslag står det for første gang klart, hvor voldsomme konsekvenser et nederlag kan få. Det handler ikke længere om hobbitliv og dværgestreger, men om hele Midgårds fremtid. Og netop derfor kommer den episke tyngde, der før forekom mig en anelse kluntet, faktisk til sin ret; den er ikke længere en byrde, men en force under de nye omstændigheder.
Men midt i det storslående slagsammensurium forbliver de velkendte helte samt deres personlige opgør og kampe filmens egentlige drivkraft. Thorins kamp mod sin egen gerrighed og gamle fjender er blandt filmens mest centrale. Selvom hans besidderiske trang til guldet kan være svær at forstå, blev den fortalt på så overbevisende en måde, at jeg efter kort tid var med på præmissen. Desuden: hvis man kan tro på, at en lille ring er nok til at slå hele Midgård ud af kurs, hvorfor så ikke en grotesk mængde drageguld?
Dværgekongens klimatiske tvekamp med sin gamle nemesis Azog var desuden vanvittigt smukt opført. I sådan en grad at jeg slugte det råt. Og det til trods for, at jeg tidligere har klandret den hårdhudede ork for ikke at udgøre verdens mest interessante fjendebillede.
Mens Peter Jackson altså skruer op for volumen med slaget som omdrejningspunkt, bliver der skruet ned for tempoet i forhold til den hektiske toer. Selvom jeg efterfølgende følte, at nogle af historiens mange tråde stadig hang og dinglede efter filmen var forbi, var jeg i historiens anden halvdel dybt taknemmelig for, at den gav sig tid til at dvæle ved de væsentligste fortællinger i stedet for at fare alt for meget rundt. Det store strategiske klimaks og det langsommere tempo fik mig for første gang i mit bekendtskab med Hobbitten-trilogien til for alvor at anse den som en værdig forløber for Eventyret om Ringen.
Når helheden sejrer
Det kan godt være, at min begejstring skyldes, at jeg hungrer efter eventyret. Det kan også godt være, at jeg lader min gamle kærlighed til Frodo og gutterne tage overhånd. Ikke desto mindre er der altså en seriøsitet og en modning til stede i den tredje og sidste Hobbitten-film, som endelig formåede at trække mig helt tilbage ind i det gamle univers. Og nok kunne jeg slå ned på de løse ender, den til tider lidt for Peter Jackson-typiske overdrevne action og andre kedelige småting, men jeg lader i denne omgang helhedsindtrykket sejre og bagatellerne blegne. Det kan trods alt være svært at se kritisk på noget, når man har hævede røde øjne.
