Skriv en kommentar
Ella filmes hvert år til sin fødselsdag af sin far Jay. Fra fødselsdag nummer 2 til nummer 18. For hvert år spørges Ella på optagelserne om diverse spørgsmål, og svarene varierer i takt med at Ella bliver klogere og mere moden. Ordforrådet vokser, og går naturligt nok fra i starten at være korte svar på det, som farmand spørger til - og så til at være mere samtaleorienterede svar i en helhed med perspektiver. Dokumentarens skaber har ventet 17 år med at se det optagede i en sammenhæng. Det sker så nu, og det er der kommet en Oscar-nomineret kortfilmsdokumentar ud af.
Et meget sigende og kompromisløst portræt af et helt tilfældigt menneske, som over tid også udviser større selvstændighed og mediebevidsthed. Uden at det bliver påklistret eller konceptueret, så accepterer hun farens projekt og siger endda undervejs, at hun håber på, at han vil fortsætte dette i mange år fremover. Den helt unge Ella må nu ellers til tider erkende, at hun kedede sig bravt, når kameraet blev tændt på fødselsdagen og der skulle afkræves svar.
Samtidig også et studie i overgangen fra barn til teenager, for hvor er det tydeligt, at et år kan gøre meget, når vi ikke ser den mellemliggende periode. Pludselig er Ellas hårstil en anden, pludselig er der make up på kinderne og så er der bøjle på tænderne. Jays spørgsmål for hvert år er de samme - eksempelvis: What is power? Svaret skifter væsentlig karakter for hvert år, der går. Hendes tanker om livet, udfordringer, uddannelse og hvilke råd, hun ville give sig selv på de forskellige stadier, ja, det er i virkeligheden filmens kerne. En hyldest til livet. En perspektivering ud i et studie mellem familiære bånd. Og så slutter Ella endda af med at tale direkte til kameraet, uden at Jay er i nærheden.
Riv lige en halv time ud af din kalender, og giv How Do You Measure A Year? chancen. Det er sjældent, at en film siger så mange ting med ganske få armbevægelser. 5 funklende stjerner herfra.
