Skriv en kommentar
I ”Hvid Nat” følger vi den succesfulde, men moralsk afstumpet, ejendomsmægler Ulrich Nymann (Lars Brygmann) hvis liv på overfladen er perfekt. Ved endnu et indebringende ejendomssalg, tager Ulrich på bar og fejrer det med sine kollegaer. Midt i festlighederne kommer han op og skændes med fulderikken Allan, som Ulrich skubber væk - og uheldigvis slår manden hovedet i faldet og dør. Ulrich nyder dog godt af sine fine forbindelser og efter at have siddet varetægtsfængsel en kort stund, bliver han frikendt. Men samvittigheden nager Ulrich, til trods for at det var et hændeligt uheld, særligt da han finder ud af at Allan efterlod konen Karina (Rikke Louise Andersson) med to børn i en lille lejlighed. I første omgang forsøger Ulrich at købe sig fra sin skyld, men langsomt begynder den kyniske facade og hans materialistiske livsstil at smuldre. Kæresten Camilla (Anne Sofie Byder) går fra ham, han bliver fyrret fra jobbet og Ulrich rammer bunden. Dog kommer en helt uventet hjælp som støtter ham i at få livet op og stå igen.
”Hvid Nat” er en film der angriber småborgerlighedens og højkonjunkturens Danmark, hvor danskeren i søgen på lykke gennem samtalekøkkener og dræbersneglebekæmpelse, har glemt at elske sin næste og interessen for andre mennesker end sig selv. Det er tilsyneladende et tema som instruktør Jannik Johansen og manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensen mente var nok til at lave en film over, hvilket også er en helt igennem en sympatisk idé og rammerne for en vedkommende fortælling er der absolut. Musikerne Jens Unmack og Nikolaj Nørlund er indenover med et udmærket soundtrack og skuespillerne gør det fint, selvom det er ret tydeligt at de er typecastet, Lars Brygman er som sædvanligt indelukket og Nicholas Bro er en art comic relief. Rent filmteknisk er den lige til indersiden. Alligevel brændes der fælt, da der mangler noget; og det er den gode historie omsat i et filmisk forløb, med en velfungerende dramaturgi der ikke er søvndyssende kedelig, eftersom historien er ledende, enormt forudsigelig og overfladisk. Dannelsehistorien om den kolde mand, hvor en uforset hændelse ændrer ham til det bedre er vitterligt set titusinder af gange før og langt mere vellykket. Det virker ærligt talt som om Anders Thomas Jensen har sovet i timen eller kørt på autopilot. Selvom der kan være langt mellem snapsene i den endeløse strøm af manuskripter han spytter ud, mangler ”Hvid Nat” de basale virkemidler der er interessante nok til at holde fast i publikum – og tilbage står man med en ordinær fortælling om en mand og hans hverdagslige moralske problemer, der ironisk nok er præcis ligeså overfladiske og ligegyldige, som de filmen angriber. Et andet problem, er at alt fra historien til kulisserne er overkarikeret i forsøget på at ilægge den mening og dybde, historie i sig selv ikke er i stand til at formidle. Underklassen bor i Københavns nordvest kvarter og er sjusket eksistenser, Ulrichs vennekreds er rigmænd med en overudviklet 80'er æstetik, at man nærmest venter på at Limahl (ham fra Kajagoogoo) springer ind fra siden med bundensligahår, åben pastel blå skjorte og neonpink plastik flamingo under armen. Gid han gjorde, for så var der sket noget mindeværdigt.
”Hvid Nat” har sikkert mange gode hensigter, men det fungerer bare ikke. Filmens forsøg på at tage sig selv seriøst og udgive sig for at have noget menneskeligt på hjertet, er i stedet en stivnet historie, der er ligeså forudsigeligt som at se sne smelte i solen. Hvor der inden bag det kolde ydre skulle være en vedkommende historie om os materialistiske danskere, finder man hurtigt ud af at der ikke er andet end en banal hverdagsfortælling når tøsneen er fordampet. Flot men jævnt er det, og man ærger sig over at Jannik Johansen ikke har fået mere ud af historien, også selvom manuskriptet ikke har gjort det nemt for ham.
